Friskole læreren Poul Lindholm, udgav i 1911 bogen Starup Sogn i BruskHerred, et historisk-topografisk forsøg.
PoulLindholms omtale af sognet/ Emtymologi.
Starup sogn vedslutningen af middelalderen. (Lindholm)
Starup bliver krongods (Lindholm)
Starup som ryttergods (Lindholm)
Den store auktion (Lindholm)
Andre kilder:
Lidt demografi, Ft.1801. erhvervs fordeling. m.m.
Folketal 1787 -2006.
Emtymologi
Den ældste by i Starup sogn er uden tvivl Borlev. Navnets første del er personnavnet Borrhi, dets sidste del det oldnordiske ord “lev” d. v. s. arv, det efterladte, levnede. Granskerne har påvist, at byer, hvis navne er sammensatte med -1ev, stammer fra folkevandringstiden, og man tør da drage følgende slutning:
Engang for henimod halvandet tusind år siden har en mand ved navn Borrhi opført sig en bolig her i egnen og har givet sig til at dyrke den omkringliggende jord. Efter hans død har hans ætlinge i fællesskab (for jorden var jo dengang ættens fælleseje) fortsat hans gærning, og jorden kaldes nu efter ham “Borrhis lev”d. v. s. Borrhis arv, Borrhis efterladenskab. Efterhånden bliver ætten talrigere, den enkelte bolig kan ikke længere rumme den, nogle af dens medlemmer flytter da ud og bygger sig nye boliger i nærheden af den gamle, og snart har vi, hvad vi nu forstår ved en by.
Den næstældste by i sognet er Fredsled, der måske er henved et par hundrede år yngre end Borlev. Også den har udviklet sig af en enkelt bebyggelse. Navnets første del er et personnavn, dets sidste del betyder stade, bopæl el. lign, og betegner i regelen en enkelt større gård.
Henimod vikingetiden, altså for godttusinde år siden fremstod så den tredje by, nemlig Starup. Også dette navns første del er et personnavn, dets sidste del skrevesoprindelig -torp, der betyder nybygge eller udflytter. Hvorvidt Starup ligesom de to andre byer er fremstået ved en enkelt bebyggelse, eller den mand, byen har navn efter, har været fører for en flok, der samtidig har bosat sig der, lader sig næppe afgøre.
Foruden disse tre byer havde Starup sogn i middelalderentre til, af hvilke de to består endnu, nemlig Ågård og Hesselballe.
Ågård har selvfølgelig navn efter åen og har vel nok oprindelig været en enkelt gård.
Navnet Hesselballe er sammensat af to ord, nemlig trænavnet hassel, der her på egnen udtales hejsel (en udtale, der også kommer frem i bynavnet), og navnet balk, derbetyder en forhøjning i jordsmonnet.
Den sjette by i Starup sogn var Skovbølling, der blev nedlagt i det 16. hundredår. Den må ganskesikkert have ligget omtrent der, hvor Brakkerby nu er.
I vore dage er fremstået en syvende by i sognet,nemlig Gravens, hvis etymologi jeg ikke kender.
Når jeg siger, at Borlev er sognets ældste by, så må man ikke forstå det således, at der ingen bebyggelse har været her, førden blev til; ti vi har i de stenvåben og -redskaber, der er fundne her i retstor mængde, vistnok særlig i Starup by, i nærheden af Peter Daugårds gård,et tydeligt bevis for, at vor egn også har været bebygget i stenalderen, ogdenne bebyggelse har sikkert fortsat sig op igennem bronce- og jernalderen. Men denne bebyggelse var af en anden art end den, den historiske tid kender, ogder gives næppe nogen by i Danmark nu, hvis historie rækker længere tilbage end til folkevandringstiden.
Starupsogn ved slutningen af middelalderen
Om Starup sogn imiddelalderen ved jeg intet at fortælle; det er først, efter at den nytid er ved at bryde frem, at historiens lys sender
sine stråler over vorhjemegn. Og dog må Starup have haft en historie i middelalderen, det harligeså lidt dengang som senere hørt til
de døde pletter i vort land. Den smukke, frugtbare egn har øvet en stærk tiltrækning på den stand, som var livet og historien i
middelalderen, nemlig adelen; dette kan ses deraf, at derher i sognet rejste sig ikke mindre end seks herregårde, et antal næppe
noget andet sogn kan opvise.
Den største af disse herregårde var Møgtved, der uden tvivl har ligget paa Terpsminde mark, der, hvor man i 1904 fandt destore mur-levninger. Navnet, der også skrives Myltved, har vel nokoprindelig været Møgeltved, der oversat på Nydansk betyder “megeneng” et navn, der stemmer godt med, hvad synsforretningen af 1578fortæller, at der kan avles 800 læs hø til gården. Hen i slutningen afmiddelalderen får gården navnet Nygård, hvilket sikkert hænger sammenmed, at den er blevet nedrevet og opbygget et andet sted. På Fønixborg markkan man jo endnu se, at der engang har stået en borg; dette sted er daformodentlig det gamle Nygårds plads.
Hele Ågård by hørte under Nygård ogdesuden 2 gårde i Fredsted samt 3 gårde og 3 bol i Starup. Gården tilhørte i flere hundredår slægten Skeel, hvis stamfar Albert Rytter boede der i slutningen af det 14. hundredår.
En anden ret stor herregård var Skovgård. Hvor denne gård har ligget, ved jeg ikke. Det nuværende Skovgård har næppe noget med herregården at skaffe, ti denne blev nedbrudt Ca. 1580. Rigtig nok blev der opført en anden gård på det sted, hvor Skovgård havde stået, og den kaldte bønderne også Skovgård, men det blev dem forbudt ved en kongelig skrivelse af 16. oktober 1582, og da den, der overtrådte forbudet, skulde bøde en okse til kronen, tør man vel antage, at navnet Skovgård snart er gået i glemme. Det kunde tænkes, at Skovgård har ligget i Borlev; sagnet siger i hvert fald, at der har ligget en herregård, og da Skovgårds bøndergods her i sognet var 5 gårde i Borlev og 7 gårde i Skovbølling, kunne denne vestlige beliggenhed jo godt passe. På Skovgård boede en slægt, der tog navn efter gården. En af ligstenene i Starup kirke er over Anne Flemming,Jørgen Skougårds første hustru, der døde 1530.
Den tredje herregård var Damsgård, somjeg antager bar ligget sydligst i sognet på Fønixborg mark. Der er endnu sporaf en voldplads, og en mark der i nærheden kaldes Damsgårds agre. På dennegård boede i længere tid familien Emiksen, og som dens bøndergodsnævnes bl. a. 5 gårde og 2 bol i Skovbølling. Den sydøstligste del af Brakker mark kaldes endnu af gamle folk Darnsgårds agre og Damsgårds enge.
Den fjerde herregård var Hesselballe, der lå der, hvor nu P. Nyboe bor. Da stuehuset der for Ca. 50 år siden blev ombygget, stødte man på murrester af store, gamle munkesten, og der synes også at være spor af gamle voldgrave. Af bøndergods i Starup sogn, som hørte til denne gård, nævnes 3 gårde i Hesselballe og 1 gård i Borlev. På Hesselballe boede også en gren af Skeelslægten.
De to sidste herregårde hed begge Starupgård og lå i Starup by, den største af dem formodentlig dær, hvor nu Skovgård ligger. Den ejedes af familjen Glam bæk og havde som bøndergods 1 gård i Fredsted samt 1 gård og 2 bol i Starup.
Den anden Starupgård ejedes af slægten Vind. Dens bøndergods var i gård i Hesselballe, 7 bol i Starup samt 1 gårdsejepå Fredsted mark.
Foruden de nævnte herregårde ogfæstegårde var der også ved middelalderens slutning, og blev der ved atvære, 6 selvejerbøndergårde i sognet, nemlig 4 i Starup by, 1 i Fredsted byog 1 i Borlev by.
I den første halvdel af 1500rne var der en stor strid om markskellet mellem byerne Starup og Fredsted. Hovedmanden i denne strid var en selvejerbonde ved navn Peder Jensen. I et brev til kongen klager han over, at hans medarvinger vil “forvelde”*) sig ind på hans gård, men i markskelsagen ser det rigtig nok ud til, at han har villet “forvelde”sig ind på sine naboers mark.
Af et tingsvidne af 13. marts 1479 ses, at Fredsted mark kort i forvejen er blevet “rebet”**). Ved denne lejlighed må der jo være blevet sat skel mellem Fredsted og dens nabobyer, men det varer ikke længe, før man er uenig om, hvor skellet går mellem Fredsted og Starup.
Fornævnte Peder Jensen sammen med HansSkeels foged på Nygård***) påviste et skel, “som vor først på en storsteen, som stod, norden vidt Veyle vaadt )
*) trænge sig ind med magt. **) opmålt(ved reb) og uddelt. ***) Nygård havde jo bøndergods i Fredsted )Vadested.
I Jerlouherrit, sidhen tuerth offuer thenaa, som løber mellem Jerlouherrit oc Bruskherrit synder paa til en steen, therstodt, som Per Jensen sagde, at sandemendt *) aff Bruskherrit skulle then haffuesadt nogen Tiidt sidhen; ythermere fra then steen oc endelangs paa et gjerde,hortt for Staruppe husstoffte oc tuerth offuer en heel mark offuer tueraggherhorth up till Starup by ., oc sidhen paauiste bandt thennem at et lidetbeckfardt**) oc tuerth endelangs offuer en knolhede***) till en steen, somfornævnte Per Jensen sagde, at hans sandemendz brefft) skulle thet uduisse.
At de Starup mænd ikke var tilfredse med dette skel, der går »hårdte op til deres hustofter, ja endog til deres by,siger sig selv, og herremændene Niels Glambek og Iver Vind samt selvejerbondenNiels Jensen klager da til kong Frederik den første på egne og alle lodsejeresvegne, hvorfor kongen ordrer lensmanden på Koldinghus, Holger Rosenkrands, tilat undersøge sagen 1528. Han opdagede straks, at skellet var falskt, idet dervar græs under sidstnævnte sten, ” saa at handt (~: stenen) var ther sathudi foraaret, oc icke burde at være marckeskjell.”
Holger Rosenkrands med sine følgemændsamt Niels Glambek og flere Staruppere “red da markskel”)”og”grandskede og forfore ith andht marckeskjell, som the paauiste, aastet foraastet.” Yderligere beviste Niels Glambek “met siuns-breff, somKromedige) oc Manderup Holck met flere hade utgiffuet, oc ettstockeneffedt,§) at thet e marckeskjell, som Per Jensen thennem paauiste, eykunde findes for reth skjell.”
*) på livstid udnævnte meddommere; en slags nævninger, der kun havde at udfinde oplysninger, men ikke sjældent betragtedes som egentlige dommere. Et af deres væsentligste hverv var atudfinde markskel.* *) bækkedrag (?) ***) hede med jordtuer. ) skriftligudtalelse af sandemænd. i ) afgøre trætte om markskel.) ErikKrummedige til Hønborg i Taulov sogn. §) stokkenævn, egentl. = udvalg til at dømme på tinge, men her brugt i betydning af: den dom, dette udvalg fælder.
Holger Rosenkrands dømte da, at det skel, Per Jensen og Hans Skeels foged havde udvist skulde være “dødt og magteløst”, hvorimod det af ham, Niels Glambek o. fl. påviste skulde stå ved magt. Sagen indberettedes for kongen, der kort efter gav sit stadfæstelsesbrev på dommen.
Peder Jensen gav ikke tabt endnu, han fik sagen for Viborg landsting, men skønt han gav “vrangh underuisningh,”gik Mogens Munks (landsdommerens) dom ham dog imod.
Heldigere var han med sin ” vrangeundervisning” overfor den nye konge, Kristian den tredje, thi af hamopnåede han et stadfæstelsesbrev på det skel, han og Hans Skeels foged havdepåvist.
Men nu førte Starupperne sagen for kongens egen domstol. Lørdagen efter den 4. oktober 1541 stævner kongen destridende parter for sig på Fredsted mark.
Peder Jensen fremlagde i retten “ethbiscop Hartwicks breff aff Riibe*) . . lydendes, at handt hagde redhet ogbeseedt same marckeskiell epther som sandemendt tilforne suorit oc giordt hagde,oc siden same marckeskiell stadfæstet”.
*) Biskop Hartvig Juul i Ribe døde1500.
I biskoppens brev stod intet om, at han havde set sandemandsbrevet, og kongen forlangte nu at få dette at se, hvortil Peder Jensen svarede, at det var “forkommit” for ham, men han havde et brev, som Jerlev herreds ting havde udgivet for tolv år siden, og i dette stod,at nogle mænd havde vidnet, at de havde set (sic!) sådant et sandemandsbrevblive læst der på tinget.
Men hverken dette brev eller flere breve og beviser, han fremkom med, “fandes for nøyagtig beuissning”, og kongen dømte da, at det skel, Holger Rosenkrands m. fl. havde udvist, og MogensMunks dom stadfæstet, skulde stå ved magt, medens det af Peder Jensen udvisteskel tilligemed biskop Hartvigs brev, brevet fra Jerlev herreds ting og kongenseget stadfæstelsesbrev “bør aldelis døde oc magtløsse at vere, oc ey atkome Starup lodzeigere till skade eller bryst epther thenne dag i nogen maade.”
Starupperne klagede endvidere over, at Peder Jensen efter at Mogens Munks dom var falden, havde “met flere theruti Fredsted fareth paa theris mark oc borttaget theris korn,” i anledningaf hvilken klage kongen resolverede:” thennom therfor Starup lodzeigeretill rette at staa epther logen.”
Starup bliver krongods
En af de følger, reformationens indførelse i Danmark havde,var, at det jordegods, der i den katolske tid havde tilhørt kirken, nu, dadenne blev en statsinstitution, over til kronen. Da dette gods lå spredtomkring i landet, måtte det være i kongens interesse at få det lidt meresamlet. Kristian den tredje, reformationens gennemfører, gør dog ikke megetved dette samlingsarbejde, men desto ivrigere bliver hans søn, Frederik denanden, og i de 29 år, han regerer, lykkes det ham tiltrods for de to krige, hanmå føre, hvoraf den ene endda varer i 7 år, at få det meste samlet omkringde tre centre: Hillerød, Kolding og Skanderborg. De to sidste steder var der iforvejen kongelige slotte, det første sted blev herregården Hillerødsholm,som kongen havde tilbyttet sig af Herluf Trolle, omdannet til et sådant, derfik navnet Frederiksborg. Disse egne, der jo var og er nogle af landetsskønneste og bedste, hørte tillige til de skovrigeste, hvilket spillede enstor rolle for kongen, der var en vældig jæger.
Det var ved at mageskifte med adelen, at kongen fik sit godssamlet, men mærkeligt ser det ud, at kongen har kunnet få disse mageskifter istand, har kunnet få adelsmændene til at afstå de gårde, som i århundrederhar været i slægtens eje, mod at få andre gårde, der tit ligger i langtringere og mindre skønne egne. At kongen har udøvet nogen tvang, synes der ikke at kunne være tale om, ti i de tider var adelen så mægtig somnogensinde. Snarere er det således, at adelen, selv om vi ikke kan se det nu,har haft fordel ved handlerne, noget, der da også bestyrkes af, at kongen lejlighedsvis udtaler, at han til ikke ringe skade for sig selv har udskiftetadelen.
Det er i sidste halvdel af 1570erne, at kongen handler med deStarup adelsmænd. Der kunde stundom hengå flere år, fra en handel varbestemt, til den blev fuldbyrdet, ti inden fuldbyrdelsen kunde ske, måtte dervælges mænd, som skulde ” besigtige” de forskellige godser,” ligne det og indsende klare registre derpå”, som det hedder i kongebrevene fra den tid. Af gårdene her i sognet tog det især lang tid med Skovgård og Nygård.
Årsagen til, at det tog så lang tid med Skovgård, varden, at Hans Skovgård ejede gården sammen med sine søskende, og da enaf disse, Anders, var udenlands, bad Hans kongen om henstand medmageskiftet, indtil denne kom hjem, hvad kongen også gik ind på. Men det varerham for længe, og 6. juli 1578 skriver han så til Hans Skovgård, at hanstraks skal skrive til broderen om at vende hjem. Dette må også være sket, ti26. oktober 1578 skriver kongen til Laurids Skram, der er lensmand påKoldinghus, at han skal overtage gården og godset; dog må “HansSkovgårds søskende og svogre*)
*) Hans Skovgård, der var lensmand på Helsingborg, boede ikke selv på Skovgård. Denne vinter over lade deres foder fortære på gården, men de må ikke befatte sig noget med bønderne. Skødet blev udstedt 9. maj 1579. HansSkovgård fik i bytte Fligindegård i Skåne med tilliggende gods. Ibesigtigelsen af Skovgård skildres gården således: “Først findes pågården to gode huse muret imellem stolper, 2 loft høje og tækte med tegl ogvel ved magt bolden. Item udi ladegården et gammelt hus muret imellem stolpermed en skorsten udi, og er ladegården i sig selv vel bygget med bulbus og vedmagt holden. Ligger til gården en abildhave for gården og dertil 5 småfiskeparker foruden mølledammen”.
Nygård indledede kongen handel om i 1576. Den ejedes daaf Niels Skeels enke Karen Krabbe, med hvem han blev enig om, at hun skulde have Vorgård i Vendsyssel i bytte for Nygård. Den 9. maj 1576 skriver kongen så til 4 adelsmænd, at de hurtigst muligt skal besigtige beggegodserne, men de er ikke så hurtige, som kongen ønsker, og et par månederefter skriver han til dem igen, at de må skynde sig, for at man dog”engang kan komme til ende med dette mageskifte.” Adelsmændenesvarer, at da Vorgård er besigtiget før, ønsker de at få den besigtigelse,og tillige, at nogle af de gode mænd, som har foretaget den, må komme dem tilhjælp. Kongen svarer dem under 25. august s. å., at denne besigtigelse ikkekan findes, men for at de “ikke skal have noget at besvære sig over,sendes der dem en ordre til de tidligere besigtigelsesmænd, skønt kongenellers nok havde den tiltro til dem, at de også uden disse skulde kunne havegjort, hvad ret er”. Nu skal de imidlertid sørge for at blive færdige til Mortensdag. Det blev de ikke, og hen sidst i november skriver kongen til dem, atda kronens skove løber meget højt op, medens det ved Nygård nærmest liggende gods ikke kan veje op med kronens i den henseende, befales det dem, eftersom fru Karen er villig til tillige at udlægge noget gods i Skanderborg og Silkeborglen og i Sønderjylland, også at besigtige dette gods. De forhaster sig stadigvæk ikke. 21. april 1577 må kongen atter bede dem skynde sig, da fruKaren alt har overtaget Vorgård, men endnu også har Nygård, hvilket kongen lider skade ved. De skal være færdige inden St. Hansdag.
En tid efter forespørger de hos kongen, hvorledes de nu skalforholde sig, da den ene af vurderingsmændene er død, og en anden er bortrejst. Kongen svarer dem under. 7. august, at de har blot at skynde sig, forat kongen engang kan få ende derpå og ikke skal lide mere skade ved sagensforhaling. Kort efter har de vel nok efterkommet kongens bud, så skiftet erblevet fuldbyrdet, og 18. juni 1578 udstedes skødet.
Nygård beskrives således: ” Fandtes der inden forgraven en gård indmuret i 4 stenhuse med kvister dæraf, som og er muret afgrund, og husene to loft høje med gode kældre under og takt med tagsten, stuerne en part panelet og formalet og med vinduer, loft og bænke vel ved magtholden og en temlig skøn grav omkring, og findes disse efterskrevne huse istaldgården og ladegården: item vesten i staldgården en 12 bindingers stald,item et hus, som kaldes salen, er 20 bindinger langt, 15 alen bjælker, item et6 bindingers hus med 4 alen stolper. Udi ladegården østen i gården en lade,29 bindinger lang og 9 alen bjælker, er 2 udskur hos. End et hus østen igården er 16 bindinger langt, 14 alen bjælker og 9 alen stolper, som forfaldener. Item vesten i gården et øksenhus, 21 bindinger langt og 12 alen bjælker,norden i gården et øksenhus, 10 bindinger langt, 10 alen bjælker. Sønden igården et porthus, 16 bindinger langt, 6 alen bjælker, 5 alen stolper, etsmedehus. Alle disse huse neden for broen er muret mellem stænger, uden gavlenpå et hus norden i ladegården, det er slaget med ler. Og findes der vedgården 5 fiskeparker, store og små, 2 humlegårde med den, der ligger vedFredsted, og 2 abildhaver, dog er de ikke diert*) frugtbare”. *) Meget
Claus Glambeks gård i Starup, som kongen tilbyttede sigfor bøndergods i Vrads, Nim og Nørvangs herreder, beskrives således: “Ethus øster udi gården, 2 loft højt, er muret imellem stolper, takt medtegltag, er udi længden 18 fag, udi bredden 6 fag, er værelser dærudi:fruerstue, borgstue, stegers og 3 herrekamre med fadebur, spisekammer og andrekamre, og er under samme hus 2 jordkældre. Norden udi gården et hus muretmellem stolper, som er værelser udi, bryggers og bagers, er udi længden 9binding, udi bredden 5 binding og er takt med tegltag. Et bulhus *) *)et husaf tømmerstokke. sønden udi gården er takt med stråtag, udi længden 6binding og er dærudi svende-kammer. Et plankeværk vester i gården, er muretimellem stolper, er 11 fag. Udi ladegården et bulhus sønden i gården, taktmed stråtag, som er kohus og fårestald udi, er udi længden 20 fag, udibredden 5 fag med port-rummet. Et bulhus vesten i gården, som er takt medstråtag, som er staldøxenhus, er udi længden 21 fag, udi bredden 5 fag. Ethus norden i gården, er udi hølade, kornlade, stalde, takt med stråtag, erudi længden 31 fag, udi bredden 5 fag, som er 19 fag bulvægge og 12 fag mellemstolper. Item 6 damme ved gården og den 7ende udi marken, med abildhaver oghumlehaver; dærhos en å og en bæk med forel og elrits udic”.
Den anden Starup gård, som ejedes af Iver Vind, ogsom kongen tilbyttede sig for Grundet by, hvoraf Iver Vind dannede hovedgården Grundet,beskrives således: “Fire indhegnede huse, hvert et loft højt, muretimellem stænger, de 3 er hver 6 fag, og det fjerde 7 fag, og er dær under 2jordkældre, og er takt med tegl, og er skorsten i hvert hus, og er der en udengrav de 2 sider om husene. Udi ladegården findes først en lade sønden igården, er 13 fag, en ny lade norden i gården, 9 fag, en hølade 11 fag, etfæhus med en stald 20 fag med portrum, et fæhus sønden i gården 6 fag, etfårehus 4 fag, et hus nordest i gården 9 fag med porthus, end et hus 6 fag, end et hus 2 fag, allesammen med bulvægge og takt med tag. End findes enabildhave og 2 humlehaver hos gården og en kålhave ved åen eg en lidenfiskepark hos gården, som altsammen findes på gårdens enemærke*) *) Jordder er særeje. foruden mølledammen, nu er nedbrudt”.
Om Damsgård, som kongen tilbyttede sig af PederGalskøts enke, Bege Clausdatter (Emiksen), hedder det i besigtigelsen:”Udi borggården et hus øster udi gården 2 loft højt, takt med tegltag,muret mellem stolper, med en vindeltrappe og 2 jordkældre, og er 4skorstenskanmre udi, 10 binding udi længden og 5 udi bredden, er ved magt; ethus sønden udi gården, som er på den nordre side muret imellem stolper og påden søndre side med bul og ler, som er værelser udi, fruerstue, sengekammer,borgestue, køkken, bryggers og bagers, er et loft højt med et halvgammeltstråtag, udi længden 18 binding, udi bredden 6 binding, og en uden jordkælderi den ene ende under 3 bindinger; et bulhus vesten udi gården, er takt medhalvgammelt tag af strå på den ene og nyt på den anden side, er noglesvendekamre udi og et lidet udskud ved enden, er 12 binding hus udi længden og4 udi bredden, et loft højt; end et lidet gammelt hus udi abildhaven, søndenfruerstuen, takt med stråtag, muret imellem stolper på begge sider uden noglefå bul, er kammer udi med en skorsten, et loft højt, og et andet kammer, somer melhus og kornhus, udi længden 7 binding, udi bredden 4 binding. Udiladegården norden udi gården en kornlade og hølade med bul, er temlig vedhævd med stråtag, er udi længden med portrum 24 binding og udi bredden 4 binding; vesten udi gården et halvgammelt hus, fæ- og øxenhus, med bul oghalvgammelt stråtag, er temlig ved hævd, er med portrum 21 binding udilængden og udi bredden 4 binding; stalden øster udi gården er meget bygfalden,dog er dærpå et godt nyt stråtag og bul og ler mellem stolperne, er 18 binding udi længden og 4 udi bredden”.
Hasselballe købte kongen af ClausSkeel, der tilgengæld fik gods i Skads herred, hvoraf han oprettede hovedgården Endrupholm.Jeg har ikke kunnet finde nogen besigtigelse af Hesselballe.
Følgende tavle viser de 6 gårdes størrelse.
Tre af disse gårde, nemlig begge Starupgårdene ogHesselballe fortsatte, efter at en del af husene var nedbrudte, derestilværelse, men som almindelige fæstegårde. Skovgård og Damsgård derimodblev fuldstændig nedbrudte, og deres jorder lagt under Nygård. Sammeskæbne havde hele Skovbølling by, hvis 12 gårde blev nedbrudte, og jordernelagt under samme Nygård, der fra at være en almindelig herregård nu blev en kongsgård,og det endda en meget betydelig. Kongen opholdt sig jævnlig på den og lodforetage store byggerier ved den, samt lod anlægge nye “særdelesveje” derfra både til Kolding *) og til Jelling for hurtigere at kunnerejse mellem Koldinghus og Skanderborg. Disse veje var forsynet med slagbomme ogled for at hindre, at andre brugte dem, og kongen påbød, at hvis nogen grebesi at fare på disse veje, skal han have forbrudt, hvad han har med at fare.
Af de tre herregårde, som blev til bøndergårde, omtalessiden kun den gård i Starup, som Claus Glambek havde ejet. Den overlader kongeni 1580 til sin karl Jørgen von Bremen. Han bliver fri for landgilde, ægt, arbejde og anden tynge og får fri olden til 30 hjemme-fødte svin i gårdens skove, imod at han skal være forpligtet til at afrette skydeheste tilkongen og påse, at der ikke skydes i Starup skov og ikke fiskes i deomkringliggende fiskebække og damme. Træffer han nogen, der går med langerør *) *)bøsser udenfor de alfare Veje, skal han se at få fat i dem ogføre dem til Koldinghus, men kan han ikke blive deres overmand, skal han følgeefter dem, få at vide, hvem de er, og mælde det til lensmanden. Erkrybskytterne almuesfolk, må han, hvis han ikke kan få fat i dem, og de hellerikke vil følge med ham og give besked, skyde et lod i dem. Selv må han underden højeste straf ikke skyde et dyr. Han skal påse, at der ingen geder holdes,der kan løbe ind i kronens skove og gøre underskoven skade; træffer han iskovene geder, der allerede er forbudte, skal han have ret til enten at skydedem eller lade dem drive til Koldinghus. Træffer han hunde i skovene, må hanskyde dem, hvem så end de tilhører.
.*) Af kongevejen fra Nygård til Kolding kan man seet stykke på et gammelt kort over lejren ved Almind. 1674 (se P.Eliassen: Kolding, side 162). Fra Kolding til Dons mølle har den sikkert væretidentisk med den nuværende landevej, men det ser ud til, at den fra Dons møllehar gået i temmelig lige retning til Nygård, der dengang lå lidt sydvest for,hvor Fønixborg nu ligger. Medens dette stykke vej forlængst er sporløstforsvundet (end ikke på kortet fra l77Oerne har det afsat spor), har dersikkert i mands minde været rester at se af kongevejen til Jelling. Gamlefolk kan nemlig huske, at der fra Fønixborg skov over Hesselballe mark til Ammitsbøl fandtes en flere alen bred vold, som sagnet fortalte om var en gammel “hovvej”.
Starup som ryttergods
Strax efter at den krigslystne Kristian den femte 1670 havde besteget tronen, fandt der en omordning sted af vort hærvæsen. De hvervede troppers antal formindskedes, og de udskrevnes forøgedes. Blandt andet dannedes et nationalt rytteri. En hel del krongods, således alt underKoldinghus, blev udlagt til rytterdistrikter. Bønderne her i Starup skulde såenten selv vride for deres gård eller i stedet holde en med hest og våbenforsynet karl; til gengæld slap ryttergodset både for landgilde, matrikulskatog andre afgifter.
Til øvelse for dette nye rytteri, og sagtens for fodfolket med, lod kongen i 1674 indrette en befæstet lejr på den sydlige ende af Starup bymark. Den straktesig mod øst ind på Viuf hede og mod syd over på Dons mark, og det er den, derstadig i gamle beretninger kaldes “lejren ved Alminde”. Samme år, denvar indrettet, lod kongen afholde en stor manøvre der med 14000 mand og skalved denne lejlighed have medvirket så stærkt, at han ikke blot selvbedækkedes med sved og støv, men også i løbet af en formiddag red 15 heste trætte. Lejren brugtes kun en ganske kort tid, men endnu er der ret tydeligespor at se af den, og den del af Starup mark, hvorpå den var, kaldes endnu dendag i dag “lejren” (“æ lejre”)
Rytterne i Koldinghus distrikt fik deres samlingssted og øvelsesplads ved Nygård, hvor der blev opført en hel delbarakker til dem.
Med Nygård var det gået slemt tilbagei tidens løb. Den var forlængst ophørt at være kongsgård og var i l620erneblevet forpagtet ud. Bygningerne stod og forfaldt. I et syn over Nygård 1643hedder det, at loftet i borggården er råddent, murene revnede, løngangenfalden sammen og urtehaven uden plankeværk. Værre blev det endnu, efter atSvenskerne havde været herinde 1644, hvad følgende beskrivelse viser: “De4 grundmurede huse i borggården var ganske på lofter, vinduer og døreruinerede og meget nederfalden, mur ankre udbrudt og borttagne. Mange steder påtagene store huller opbrudt og tagstenene i stykker slagne. Fjællene af broenop til borggården er ganske nederbrudt og borttagne, gravene udskårne, ogvandet udløbet, så gravene findes ganske tørre, såvel som dammen i markenudskåren og udløben..- Den lange sal, som er 30 fag og tækket med tegl, ernæsten falden, væggene en hel hob udfalden og borte. En uden stald ernederbrudt og findes nogle få sten og stolper på stedet. Huset i haven, som er 10 fag og tækket med tegl, er ganske øde og forfalden. Haven findes ganskeøde og lukkelset borte deromkring. Og findes på Nygård ganske intetinventarium.”
Kong Frederik den tredje, der ikke havde rådtil at sætte Nygård i stand, tænkte da på at lade den nedbryde på et parhuse i ladegården nær, der skulde repareres med materialier fra de øvrigehuse, men dette blev dog ikke til noget. I stedet for solgte han 1664 Nygård,hvorunder da hørte byerne Borlev og Hesselballe samt noget af Ågård og Nebel,til Simon de Petkum, resident i England*). Han forbeholdt sig dogforkøbsret til gårdenog må efter ganske kort tids forløb have fået denigen, ti ved ryttergodsets oprettelse bliver den bolig for regimentschefen hr.oberst von Basse, der forpagtede den af kongen.
*) Denne mand spillede en tid en ret stor rollesom dansk diplomat (skønt han ikke forstod et ord Dansk) i Nederlandene,
England og Sverige. Han var bl. a. et hovedredskab for den engelske kong Karlden andens svigfulde udlevering af Eleonora Kristine.
Den nye hærordning varede kun få år.Allerede 1679 blev det bestemt, at hele hæren skulde være hvervet, ogryttergodset skulde så ikke mere stille ryttere, men kun underholde dehvervede.
Også denne ordning var kortvarig. 1701 oprettede kong Frederik den fjerde landmilitsen, og nu skulde der igenudskrives ryttere på ryttergodset. Deres tjenestetid blev fastsat til 6 år,men gjordes så lemfældig som muligt. De udskrevne soldater blev i dereshjemstavn, hvor de vedblivende kunde være i privat tjeneste, idet de den halvedel af året skulde møde på exercerpladsen hver søndag og den anden halve delaf året hveranden søndag, og deres exercits måtte på disse søndage kun vare2 timer om sommeren og 1 time om vinteren. Desuden skulde de til forskellig tidaf året samles til nogle få dages øvelse i større afdelinger.
Vistnok 1717 blev det bestemt, at rytterneskulde henlægges til Fredericia og Kolding, og dermed hørte Nygård, hvissidste beboer var generalleutenant de Leegardt, op at existere.Bygningerne nedbrødes, jorden indhegnedes og udlagdes til græsning og høavlfor rytter-hestene, men kort efter blev størstedelen af jorden solgt.
I rytterbarakkerne havde (vist allerede 1670) nogle husmænd fået lov at tage bolig, idet rytterne jo kun benyttede dem enganske kort tid af året. Det var disse barakkemænd, der købte den jord, derblev solgt fra Nygård. De fik 48 tdr. hartkorn af Nygårds hovedgårdstaxt moden årlig afgift af 292½ læs hø og forpligtelse til selv at opføre boligerpå deres nye jord. Som boende på hovedgårdsjord fik disse bønder adskilligefriheder, således bl. a. tiendefrihed, og blev kaldt selvejere, men detteselveje havde ikke meget at betyde, idet kongen forbeholdt sig reluitionsret (d.v. s. ret til at købe ejendommene tilbage), og denne ret måtte de siden dyrtafkøbe ham.
Den således dannede nye by, der siden kom tilat bestå af 10 gårde, fik navnet Nyborg, men blev altid i daglig talekaldet “æ Brakker” (barakkerne). En tid lang gik navnene jævnsides(Nyborg Braqver), men omkring midten af l800erne sejrede Brakkernavnetfuldstændig.
Da Nygårds hartkorn havde været 67 tdr. iskp. 3 fdk. 2 alb., blev der altså 19 tdr. 1 skp. 3 fdk. 2 alb. tilbage. Detteblev lagt på en ubebygget lod, som kaldtes Nygårdskobbel.
Der er ingen tvivl, at det i moralsk henseendehar været heldigt for Starup sogn, at rytterne blev forlagte til købstæderne.Kirkebogen, der som før nævnt begynder med 1712, viser på sine første blad een mængde uægte fødsler, og i de 9 af 10 tilfælde er det soldater, derudlægges til barnefædre*). Måske har man dog været lidt for rundhåndet med at udlægge soldater. I hine tider var det nemlig således, at overtrædelse af det sjette bud straffedes med, at forbryderen og forbrydersken kom til at stå “åbenbare skrifte”, men denne lov gjaldt nok, efter hvad jeg har ladet mig fortælle, ikke for soldater. Den tanke ligger da ikke fjern, at en eller anden for gode ord og betaling kan have fået sin paternitetspligt overført på en person, der var straffri.
*)Poul lindholm har ret i, hvad han har ladet sig fortælle om ugifte soldatersforsyndelse mod det sjette bud. Idet soldater ved forordningen af 1696 var fritaget for straf ved første gangs lejemål. (arkivet)
Forordning om Militaires Leiermaal af 29. december 1696
De militaire Personer af Under-Officerer og Gemen, som enten tiene til Landseller Vands, maae, naar de ikke ere Gifte, for den første Gang de sig medLeiermaal forsee, være frie for aabenbare Skriftemaal samt de i Loven anmeldteLeiermaals-Bøder; men anden Gang skal de baade betale Leiermaals-Bøderne, ogdesuden paa Skarpeste Maader udstaae Kirkens Disciplin, og hvis de det tredieGang giøre, da skal de, foruden forskrevne Straf, endogså sluttes i Jern tilSkubkarren og arbeide i 3 Aar ved næste Fæstninger; Saa skal og desligeMilitair-Personer, som have deres ægte hustruer og sig i Leiermaal forsee, 1steGang udstae Kirkens Disciplin, men 2den Gang skal de baade udstaae KirkensDisciplin og deuden slaaes i Jern til Arbeid ved Skubkarrerne udi næste Fæstninger,indtil Kongen anderledes derom tilsigendes vorder. Skulde nogen af bemeldteMilitair-Personer, gift eller ugift, paatage sig faktelig at være Barnefader,da, om han er gemeen Soldat, Rytter eller Dragon, skal han løbe igiennemSpidsroden af 100 mand 6 Gange, og siden sluttes i Jern paa Vand og Brød i 4reUger; og er han Baadsmand, da skal han springe 6 Gange fra Raaen og iligemaadesluttes i Jern paa Vand og Brød i 4 Uger; Men er han Under-Officeer, skal hanstraffes paa pælen 8te Dage efter hinanden og miste een Qvartals Gage, som tilQvæsthuset skal erlægges.
Når kongerne manglede penge, noget, der ikkeså sjældent hændte vore gamle Oldenborgere, plejede de tit at sælge afkrongodset. Dette gjorde også kong Frederik den femte, da han, dels på grundaf sin ødsle hofholdning og dels på grund af de omfattende rustninger, hanhavde måttet foretage mod Rusland, kom i pengenød. Men medens hans forgængerenæsten altid havde solgt krongods samlet, så det i reglen havde haft nyeherregårdes oprettelse til følge, besluttede Frederik den femte at sælge detstykkevis, vel nærmest for at imødekomme nationaløkonomerne, der stadig taltehøjere og højere om det ønskelige i, at bonden blev selvejer og hoverifri.
En plakat af 21. januar 1765 bekendtgør da,at der den 30. maj s. å. vil på Koldinghus blive holdt auktion over det kongelige jordegods i Kolding rytterdistrikt, og nævner konditionerne forkøbet dæraf. Af disse konditioner skal her fremføres et uddrag, suppleret med uddrag af konditionerne for den næste auktion:
a) Bøndergodset opbydes med skov, jagt og anden herlighed, byvis eller gårdvis, ligesom lysthavende dærtil findes.
Sælges det byvis, følger skovfogedhuse, smede-og hyrdehuse samt kassehuse med i købet.b) Kongetiender, kirker, møller og huse opbydes hver for sig.
c) Det købte bliver ~rigtig selveje, idet kongen ingen reluition forbeholder sig.
d) Køberne i de byer, hvor der er skoler, skal sørge for, at disse bliver uforandrede til det brug, hvortil de er indrettede,
og de, der har børn, som går i skole, skal sørge for skolens vedligeholdelse og lærerens løn som hidtil.e) Køberne må kunne stille kaution.
f) Der må ikke gøres mindre overbud end 1 rigsdaler pr. td. hartkorn.
g) Køberne betaler ingen auktionsomkostninger ud over skødernes expedition ved rentekammeret.
h) For de jordløse huse skal den fulde købesum indbetales i løbet af et år. For det øvrige skal kun udbetales
halvparten, af resten skal der ” bestandig og uforanderlig” svares 4 % p. a. Til sikkerhed for disse penge skal bygningerne
assureres i brandkassen.i) Gods, der ikke bliver betalt til den fastsatte tid, sættes til auktion igenpå køberens omkostning og risiko.
Nu kunne bønderne altså, hvis de lystede og evnede det, selv købe deres gårde. Og det gjorde de. Kronens bønder havde johaft forholdsvis blide kår, og takket være dette var de ret velstillede iøkonomisk henseende og desuden åndeligt vågne. Det første var nødvendigtfor at blive selvejere, det sidste ligeså nødvendigt for at kunne indse, hvadnytte forandringen var til; thi ligestrax betød den en betydelig øget udgift:fæsteren havde i land-gilde svaret omkring ved 1 rdl. pr. td. hartkorn*); nu købte han sin gård for ca. 150 rdl. pr. td. hartkorn; renterne af disse pengevar jo 6 rdl. Det varede dog ikke længe, før det viste sig, at de, der købte, handlede klogt, thi inden 20 år var gået, var værdien af ejendommene steget til det 3-4 dobbelte.
*) I Fredsted 1 rdl. 32 sk., i Starup, Borlevog Hesselballe 1 rdl. 16 sk., men i Ågård kun 5 m.
Der har sikkert været rykind i Kolding i dedage, auktionen stod på. Bønderne mødte jo så at sige alle som en for atkøbe deres gårde, og desuden var der både fra nær og fjern mødt en hel delpengematadorer, som her vejrede fortjeneste. Disse købte ikke bøndergodsstykkevis, men byvis, og endvidere købte de en stor del kirker og kongetiender.Blandt disse spekulanter var der særlig fire, der kom til at spille en rolle,nemlig consistorialråd Jelstrup fra Gudomkloster ved Lemvig, hr. Stjærnholmpå Capel ved samme by, hr. oberstlieutenant Falsen, og endelig denværste af dem, hr. kammerråd Richter fra Fredericia.
Kammerråd Richter købte vistnok hele Ågårdby, og desuden købte han sognets kongetiende. Starup kirke købtes afsognepræsten, der dengang hed Jens Højer (præst 1769 – 71). I byerne Starup, Fredsted, Hesselballe, Borlev og Nyborg købte beboerne selv deres gårde.
Det lyder jo lidt underligt, at Nyborgmændenekøbte deres gårde, når de var selvejere før, men det er dog tilfældet. Sagen var jo den, at da kongen havde overladt dem de 48 tdr. hartkorn, havde hanforbeholdt sig reluitionsret, d. v. s. forkøbsret, ret til atter at få ejendommene til samme pris, og det er denne reluitionsret, Nyborgmændene afkøber ham for en lignende pris, som sognets øvrige beboere gav for deresselveje. Også selv-ejerne i Starup, Fredsted og Borlev måtte købe deres gårde, så man vil kunne forstå, at selvejet før 1765 var mere af navn end afgavn, og det er ret betegnende, at selvejerne stadig nævnes som de”såkaldte selvejere”. Selvejergårdene blev dog ikke solgt ved auktionen, men overladt ejeren ved en “gjort akkord”.
Udbetalingen af den halve købesum skuldefinde sted til juni termin 1766, men nu viste det sig, at der var mange, derikke kunde præstere den, og derfor måtte der berammes ny auktion. Regeringenlod dog gå nogen tid hen, og først den 27. novbr. 1767 fandt den anden auktionsted. En tredje auktion blev afholdt den 31. august 1769, og en fjerde den 21.april 1770. Men resultatet af alle disse auktioner blev dog i almindelighed, at de gamle slægter beholdt deres gårde.
Lidt demografi
Øster Starup Sogn 1801
646 beboere
med en gennemsnits alder på 30,5 år
Indbyggere i sognet på grundlag af folketællinger
Sagn om Phønixborg
Thorkild Gravlund skriver i sin bog, Herredsbogen (H. Aschougs forlag 1930)
På Phønixborg i Starup blev jomfruerne sat i løngangen og sultede ihjæl, da fjenden tog borgen. Deres genfærd ses på nogle overpløjede høje. En af jomfruerne åbenbarede sig for nogle slægtninge og viste ham skatten.
At derer overpløjede “høje” Ved Phønixborg er ganske rigtigt. Voldstedetstammer fra historisk tid ( 1060 – ) Nationalmuseet har tinglyst følgende tekst på arealet.
Voldstedet beståraf en nærmest firesidet banke ca. 75 x 125 m, orienteret NØ-SV, hvortil i SØslutter sig en mindre rundagtig banke, diameter ca. 50 m. Anlægget afgrænses iNV, V og SV af en naturlig lavning, i NØ og Ø, hvor terrænet er højere,derimod af en 10 – 15 m bred grav, der er bedst bevaret nær den store bankes NØ-hjørne, hvor bunden ligger ca. 2 m under bankens overflade. Mellem de to banker er graven kun bevaret som en svag sænkning i terrænet. Voldstedet ligger i dyrketmark ca. 400 m SV for det nuværende Phønixborg. Fredningens grænser går i vest langs bankens skrænt mod lavningen og på de øvrige sider langs ydersidenaf voldgraven.
Ovennævnte mindesmærke må ikke udjævnes, ændres eller på nogen mådebeskadiges ved gravning, beplantning, bebyggelse eller henkastning af jord, sten og affald. Almindelig landbrugsmæssig drift er tilladt, dybdepløjning dog kun efter tilladelse fra Nationalmuseet.