Bysmeden
Fra gammel tid havde købstæderne eneret på håndværk og handel, dog med undtagelse med de håndværksfag, som var nødvendige for at få dagligdagen til at fungere på landet, det gjaldt f.eks. grovsmede og hjulmagere. Ved Danske Lov af 1683 konsolideredes denne samfundsorden, idet det blev forbudt håndværkere at nedsætte sig på landet, og de som boede der, opfordredes til at flytte til byerne. Men i praksis viste det sig vanskeligt at få loven respekteret. Trods talrige forbud fandtes også håndværkere ved herregårdene, som ikke blot arbejdede for herskabet; men også for de omliggende bønder. Det førte til at myndighederne måtte tillempe forordningen efter gældende praksis og undtage de håndværkere, der boede “for gode mænds døre”. Med gode mænd mentes adelige, som krævede særligt hensyn. Det skete ofte, at fingernemme husmænd udøvede et håndværk som bierhverv, og hvis de ellers var “ærlige” mænd måtte øvrigheden se igennem fingre med deres virksomhed, eller legalisere den med en særlig bevilling. Et af de erhverv som var accepteret og absolut nødvendig for landsbyen, var grovsmedens. Han blev kaldet (ansat) af bymændene ved simpel stemmeflerhed og han kom da i besiddelse af en smedje, beboelseslejlighed til en familie og evt. en jordlod til græsning og fodring af et par køer. Han fik altså både embedsbolig og embedsjord. Når bønderne skulle have udført arbejde lavedes en fast akkord om at udføre alle reparationer imod en betaling, som er fastsat en gang for alle. Denne betaling blev i gamle dage ydet i korn, fedevarer, tørv og kørsel osv. Kul og jern måtte bonden selv lægge til, ligesom også den fornødne hjælp når der er arbejde, som smeden ikke kan udføre alene. Der må altså en mand til at “slå op”, når det er store stykker, der skal smedes, og en til at “holde op”, når hesten skal skos. Det var ikke usædvanligt at bonden havde brød, øl og brændevin med til smeden, så arbejdede han bedst. Det var vigtigt at smeden blev holdt i godt humør og det skaffedes med rigeligt brændevin! Derfor var mange gamle smede slemt fordrukne. To bønder havde hver fået smedet plovjern. det ene var flot og det andet var groft og sjusket. En erfaren bonde konstaterede, at det ene var hærdet i brændevin det andet ikke.
Den ugudelige smed i Ågård.
Smeden i Ågård, Niels Aagensøn, var ifølge Øster Starup kirkebog i 1722 blevet gift med Maren Terkelsdatter; men det har næppe været et lykkeligt ægteskab, for allerede samme år, står Niels Aagesøn anklaget ved Koldinghus Birketing for respektløshed overfor sognets præst, det er af dommen, det fremgår, at det næppe er amoriner, der er udvekslet mellem de nygifte.
Præstens notat om brylluppet i kirkebogen 1722 1722 den 2/6. Dom: Regimentskriveren ctr. Niels Aagesen Smed af Ågård. Sagen var rejst på grundlag af en klage fra Christian Kjærulf, sognepræst for Starup og Nebel menigheder, for respektløshed over for præstens gudelige formaninger. Der er vidner på, at han har sagt, han sked en hund i præsten og hans kommando, og at han har levet i uforligelighed med sin kone. Hans egen kone Maren Terkelsdatter vidner, at han har solgt hendes klæder og ført hende fra hus og hjem, og dersom han ikke vil forlade sin brændevinsdrikken, kan hun ikke være hos ham. Han har sagt, at han vil forlade hende og aldrig komme igen, men hun har opfordret ham til at bede Gud om nåde og fatte et godt sind. Dertil har han svaret, at han længe har bedt Gud om nåde, men at det ikke hjalp. Og så havde han sagt: “Gid Vor Herre få en ulykke; han må have sat et falsk hjerte i mig i stedet for et godt”. Da var han ganske beskænket. – Smeden har bedt om forladelse for hvad usømmeligt, han kan have sagt om præsten og hans kommando; men gudsbespottelsen har han nægtet. Han indrømmer, at der undertiden er faldet nogen misforståelse mellem ham og konen; men det er kommet af, at hun aldrig vil tie eller give ham et ord efter. Dommen accepterer ikke konens vidnesbyrd imod ham, fordi hun snarere kan regnes for anklager end for vidne. Men det er bevist, at han har levet uforligeligt med sin kone og vist foragt for præstens gudelige formaninger til et bedre livs fremdragelse med ublu og grove ord, menigheden til største forargelse og et ondt eksempels efterladelse. Derfor bestemmes, at Niels Aagesen ikke alene her for retten, men også i Starup kirke over for menigheden bør gøre præsten afbigt. Desuden skal han iflg. lovens 6-21-4 betale i mulkt til sognets fattige 4 rdl. Hvis han ikke betaler, skal han arbejde ved skubkærren i Fredericia en uge for hver rigsdaler. Ifølge domme skulle Aagesen afgive offentligt skriftemål i kirken, det fremgår dog ikke af kirkebogen at han har gjort dette. Maren må på et tidspunkt være flyttet til Fyn d. 14/9 1728 efterlyser hun Niels på Koldinghus birketing, følgende er ført til protokols: Maren Therkildsdatter i Røgelse i Vejlby sogn på Fyn efterlyser sin mand Niels Aagesen 3. gang. – Han er bortrendt. De havde bryllup i Ågård i 1722, hvor de boede hos Søren Larsen på det vilkår, at han, som var smed, skulle forestå byens smedearbejde. Det gjorde han til Mikkelsdag, da han gik ud for at sælge 5 uldsaxer(?). Siden har de ikke set ham i Ågård. Han holdt et ondt hus med citantinden, når han kom fuld hjem og hun ikke kunne skaffe ham øl. Hun måtte tage imod hug og slag, og hun var rejst fra ham for at undgå det, der var værre. Da var hun taget til Starup. Hun har forevist sit pas og skudsmål til bevis på, hvorledes hun har forholdt sig på de steder, hvor hun har været. At smeden ikke har været en af vor herres allerbedste børn ses af en retssag ved birketinget et år før hans bryllup: Niels Andersen af Ankershus fremlyste en hoppe, som smeden Niels Aagesen af Ågård har leveret ham til underpant, indtil han har betalt ham 4 rdl. for et bæst, som han har haft at ride på. Fremlysningen sker for det tilfælde, at hesten skulle tilhøre en anden.
Starup smeden. (Johan Daniel Meyer d. 1841, 61½ år gl.)
Den mest bekendte mand i Starup sogn i den første halvdel af sidste hundred år var uden tvivl smeden Johan Daniel Meyer, der boede der, hvor nu Ferdinand Nielsen bor. Han var berømt. og berygtet, og det vil være meget vanskeligt at afgøre, hvilken af delene han var mest. Langt forud for sin tid var han i oplysning og kundskaber; gamle bøger fra bogtrykkerkunstens første tid var han i besiddelse at, og dem kunde han udenad tillige med store stykker af bibelen. Skulde en eller anden have et dokument skrevet, ligegyldigt af hvad art: en panteobligation, et skøde, en klage over præsten, — straks gik man til Johan Daniel, og han var mand for både at ”sætte det sammen” og skrive det. Rundt omkring i gamle chatolskuffer finder man endnu en mængde af Johan Daniels dokumenter, og man forbavses i lige høj grad over den korrekte stil, den så godt som fejlfrie retskrivning og tegnsætning samt den smukke og faste håndskrift. Stor musikalsk begavelse havde han, og det var ikke blot til dans og ved gilder, at han spillede. Af en gammelkvittering, jeg har fået fat på. ser jeg, at han af pastor Kragh 1837 har fået 6 rigsbankdaler sølv for sammen med sin brorsøn Anton Meyer i Brakker og Brakker-smeden at »opføre« musik i Starup kirke i anledning af jubelfesten for reformationens indførelse. Også en poetisk åre var smeden i besiddelse af, hvad en hel del bryllups- og begravelsesvers endnu bærer vidne om. De bærer desuden også vidnesbyrd om det nøje kendskabs han havde til biblen. Men med alt dette var Starup-smeden en gudsforgåen krop, der svirede og sværmede. turede og bandede vildere end den vildeste. Det var grove løjer, der blev drevet i de svirelag, Johan Daniel var med i. Engang. da han ventede besøg af et par af sine svirebrødre, grev Rantzau på Nygård og Brakker smeden, lod ban sig klæde i ligdragt og lægge på langhalm for at se, hvad virkning det vilde gøre på dem. En anden gang, da en af svirebrødrene var blevet overstadig fuld, lovede Johan Daniel at følge ham hjem til konen, men førte ham i stedet for ind i svinestien, hvor ban lod ham klæde sig af og lægge sig hos soen. Slige løjer var dog for intet at regne imod, hvad han ellers havde på samvittigheden En dag vilde han i fuldskab have dræbt både sin kone og sit barn, men blev i yderste øjeblik overmandet af nogle af byens mænd, der kom til. I sin ungdom havde han lokket tre piger, gjort falsk ed, prøvet på at forskrive sig til Fanden med sit blod, hvilket sidste han dog blev bange for på halvvejen. Han har selv fortalt, at han en bælgmørk nat gik alene langt ud i skoven og råbte tre gange på den onde. Denne kom dog ikke selv, men derimod begyndte det at pusle så underligt omkring smeden, at ban blev bange, Løb. yin vej og drev i tre dage om som et vildt Denne rå og vilde, men samtidig højt begavede mand lykkedes det magister Hammerich at vinde, kort efter at ban var blevet præst her i sognet- Smeden var en stadig kirkegænger, men ban gik kun til kirke for ud fra sin bibelkundskab at kritisere præstens prædiken Han opdagede dog snart, at magisteren ikke talte som de præster, han hidtil havde hørt, men havde noget at forkynde, som netop han havde brug for og kunde suge næring af. Magisteren holdt bibellæsning omkring i gårdene, også til disse møder indfandt Johan Daniel sig og længe varede det ikke, før han kom til præstegården og skriftede sine vildskaber og dårskaber for magisteren. Hvad jeg sagde ham, skriver magister Hammerich i sin bog (Et levnetsløb), ”kan jeg ikke gentage, men det var evangeliets trøst, jeg bragte en angergiven synder, og ban græd som et barn og troede; her havde Vorherre selv været med. Fra det øjeblik var han et nyt menneske, og en usigelig mildhed kom over hans barske furede åsyn” Smeden døde af tæring et års tid efter; at han var kommen i berøring med magister Hammerich, og denne holdt da en ligtale over ham, der, efter hvad han selv fortæller, »voldte forargelse hos somme selvretfærdige i sognet«. Længe efter Starup-smeden døde, huskede adskillige her i sognet ham. Bedst husker de den alenlange blårøde Jakobinerhue, han altid gik med på hovedet.
Brakker smeden (Andreas Nikolaj Andersen Kjær, d. 1855, 61½ år gl.)
Samtidig med at Starup by havde sin berømte smed, havde Brakker også sin. Der ikke gav den anden noget efter. Han var vist ligeså begavet som ham, men endnu mere rå, så han aldrig kom til at nyde den anseelse som Starup smeden trods alt nød. Brakker smedens navn var Nikolaj Kjær, og han var født 1793 i Humlum i Hardsyssel, men kom i 30 års alderen her til sognet. Foruden at være smed var han også musiker; digter, maler, tegner og stenhugger, og dygtig var han til det alt sammen. Mangen gravsten både på Starup og de om liggende sognes kirkegårde bærer endnu vidne om hans dygtighed i sidstnævnte fag. I malerfaget skal han end også have drevet det så vidt, At ban har malet flere altertavler, således bl. a. den, der er i Hejnsvig kirke. Og mange af hans digte er virkelig kønne, mesterligt formede og ligesom Starup smedens fri for ortografiske fejl. Som eksempel på, hvilke rå løjer ban kunde drive, skal nævnes, at han engang ved et bryllup i Andkjær, hvor han skulde spille, i smug tømte brændevinsflasken og dernæst ved et hushjørne fyldte den med noget, der som Arv udtrykker sig hos Holberg, ”mare ikke var rent vand”. I krigsårene kom han en dag til en tysk læge, der var meget hoven og pralede med, at ban kunde kurere for alle sygdomme. ”Vil De så ett følge med mig hjem”, sagde Brakker smeden; ”a har nogen tønder kartofler, som er syge, og dem vilde a gerne ha’ kureret”. Det lykkedes ikke Hammerich at øve nogen indflydelse på Nikolaj Kjær. Han prøvede på det, gik til ham og præsenterede sig som magisteren. ”Magistere”, sagde smeden, ”det ved a ett, hvad er. Havde det været mawerister, det havde a vidst, hvad var, for vi slagtede en gris forleden dag, og den var der kun maver ister”. Hammerich omtaler så at sige ikke Brakker smeden i sin bog, nævner ham kun en enkelt gang som en vild knægt. Brakker smeden blev alle sine dage ved at være en forfærdelig spotter og uforbederlig drukkenbolt. Den mand, der ragede skægget af barn, da han var død, fortalte siden i fuldt alvor, at sveden haglede ned ad den dødes ansigt, så han var sikker på, at det var varmt der, hvor han var kommet hen.
Kilder: Johannes Linds tingbogsekstrakter
Vejle Amts Årbog 1983
Fra Koldingfjord til Blåvandshuk
Poul Lindholm, Starup sogn i Brusk Herred
Øster Starup kirkebog