SALPETERVÆRKET i BORLEV
Af Hans Hellesø Nielsen og Hans Jørgen Hjort
Vort samfund kan i dag karakteriseres ved, at det har fredelig sameksistens som en af hjørnestenene. Vi lever i en fredens oase i en verden af uro.
Sådan har det som bekendt ikke altid været tilbage i tiden har de danske eller deres mere eller mindre ambitiøse konger været mere stridsomme, og til den ende var det vigtigt, at være selvforsynende med de for krigsførelse nødvendige ting. Væsentligt blev efterhånden krudtet, som fortrængte buer, armbrøste m.v. Krudt blev fremstillet af svovl (fra Island), trækul (var almindelig handelsvare) og salpeter.
Der blev derfor anlagt salpeterværker og ansat salpetersydere rundt omkring i riget og, tro det eller ej, et af disse dødens og ufredens værksteder kom til at ligge i så roligt og fredfyldt et område som Brakker og Borlev.
Salpeteret, KNO3, blev udvundet af jord fra gulvet i menneskers boliger og stalde, hvor der ved spild af gødning og andre organiske stoffer ved forrådnelse dannedes nitratsalte Ca(NO3)2, som derefter kunne omdannes til KNO3.
Gulvene i huse og stalde var på den tid i bondegårdene uden anden belægning end et lerlag, der var stampet fast. Salpetersydere kunne udlude saltene af jorden ved at anbringe den i tønder eller kar med spunshul forneden og hælde vand over. Luden blev derefter indkogt og sat til afkøling, hvorefter saltene krystalliserede sig. Krystallerne blev på ny opløst i vand, og ved ny indkogning blev produktet renere. Salpeteret blev derefter tørret, f.eks. i en bageovn og pakket i tønder. Under kogningen dannedes skum af mange slags urenheder. En tilsætning af aske gjorde det nemmere at samle urenhederne og skumme dem væk.
I 1615blev Anders Aagesen ansat som salpetersyder i Koldinghus len. Han skulle påkronens gårde lade grave så meget materiale, som han kunne syde salpeter af, og salpeteret skulle han levere i tøjhuset ved Københavns slot. Han skulle forsynes med en kedel, som egnede sig til salpeterkogning, og han skulle have hjælp til at få gravet salpeterjorden samt heste og vogne til transport af jorden, velforvaret i sække, til sydeværket.
Salpetersyderen skulle have brænde leveret til kogningen og aske til processen. Den jord, der var sydet salpeter af, skulle lægges i en lade, hvor den en gang om året blev blandet med fåregødning, så der kunne sydes af den igen.
I 1616 blev det første salpetersyderi etableret på Nyegaard i Brakker, men nogen produktion blev der tilsyneladende aldrig tale om.
I 1620 gav Chr. IV ordre til, at der skulle bygges et nyt salpeterværk i Koldinghus len til afløsning for Nyegaard.
Ved »Hjelmdrup Riis« (Borlev) nordvest for Nyegaard tog man fat på byggeriet, et anseligt projekt efter datidens forhold pålandet.Det omfattede tre bygninger. 1.En salpeterlade til opbevaring af salpeterjorden. Laden var ca. 100 meter lang, bindingsværk, med stråtag. Der var ca. 10 meter op til rygningen. 2.Et 8 bindingers beboelseshus med stråtag og glasvinduer. Huset var delt op i stue, forstue og sengekammer. Der var loft over rummene, og stuen blev hvidtet. Huset fik en skorsten opmuret »fra nederst i huset og oven ud over taget«.
3. Hjertet i foretagenet, sydehuset, var et hus på 7 bindinger, der af hensyn til arbejdets karakter havde tegltag og trælemme foran vinduerne. Inde i huset byggedes en bageovn af mursten, og to store kobberkedler indmuredes i en grue, muret »langt ned i jorden under samme kedler«. Under den ene kedel blev der sat en jernrist. En vigtig ting i sydningen var vand, så vandforsyningen måtte være i orden. Ved en nærliggende bæk gravedes en dam og byggedes en dæmning, der var 4,5 meter høj, 4 meter bred og 30 meter lang. Ude i dammen byggede en »siel«, hvorfra vandet ad trævandrender kunne løbe ind i salpeterladen og ind i sydehuset. Der blev anlagt ca. 130 meter vandrender. I 1622 blev anlægget så taget i brug, og det skulle komme til at virke med større eller mindre effektivitet og afbrudt af et par krige frem til 1657.
Stedbetegnelsen »Hjelmdrup Riis« er ikke særlig nøjagtig, men beskrivelsen af bygninger og anlæg kunne passe på en mark, der ligger i Borlev tilhørende gården Katri-nesminde. Marken er fra gammel tid blevet kaldt »æ pitteragre« og ligger øst for den nuværende gård.
Nærmest gården er marken i højde med denne, derefter falder den, idet den gennemskæres af en lavning, som tidligere har været gennemløbet af en lille bæk. Der er stadig et område, der altid er fugtigt og tydeligt ses som et omtrent cirkulært område. Det er sandsynligt, at den dæmning, der blev bygget i 1621, har opdæmmet vandet i denne bæk, og at den dam, der blev gravet for yderligere at samle vandet, har ligget på det sted på marken, der stadig er meget lavt og fugtigt.
For at vandet fra dette sted har kunnet løbe ind i salpeterlade og sydehus, har det skullet
Salpeterkogning i det 16. årh.(Efter Agricola).
pumpes op, og vandrenderne må være blevet hævet op i niveau med marken på det sted, hvor bygningerne var rejst. Derfor blev »siel« og pumpesystem indrettet, sådan som regnskaber på Koldinghus viser, og derfor blev en del af vandrenderne hævet op på 21 egestolper. At bygningerne har ligget på den højeste del af marken, fremgår af de mange rester af røde mursten, der her ligger i jorden. Den store salpeterlade har fyldt godt på marken og har formentlig ligget øst for det sted, hvor murstensresterne findes. Fra lensregnskaberne vides i forbindelse med en reparation, at bygningen lå nordsyd. Netop denne del af marken har et bedre og dybere muldlag end gårdens andre jorder. Måske skyldes det de mange tusinde læs jord, der blev tilkørt, så længe der var salpeterværk på stedet. Alle kronens og gejstlighedens gårde samt gårde, der var udskrevet til soldaterhold, havde pligt til at hjæpe syderen og hans folk med at udskifte gulvenes lerlag samt til at køre jorden til salpeterværket. Det eneste, der var fredet, var præstens stue og studerekammer.
Til at begynde med var syderen aflønnet med et fast årligt beløb til sig selv, sin hustru og sin medhjælp. Det animerede øjensynlig ikke syderne til en indsats, som kongen kunne ønske sig. Derfor gik man efterhånden over til at få løn efter den mængde jord, der blev kørt til salpeterværket, og efter den mængde færdige salpeter, man leverede til tøjhuset.
1627-1629 var der krig og området besat, og da det fik en ende, koncentrerede Anders Aagesen sig om sydningen i Haderslev, og hans søn Aage Andersen overtog arbejdet i Borlev. Han har formentlig lært håndværket af sin far og været hans medhjælper.
At også dele af det omgivende samfund har nydt godt af salpeterværket, kan man se af regnskaberne på Koldinghus, hvoraf det fremgår, at der selvfølgelig var en del håndværkere, der tjente deres løn på opførelsen af værket og sidenhen fra tid til anden fik til opgave at reparere bygningerne eller levere og reparere inventaret. F.eks. blev karrene årligt tilset af bødker Søren Jensen i Rugsted.
Efter den tyske besættelse i 1629 var værket ødelagt og måtte genopbygges. Aage Andersen fungerede som kongens salpetersyder på værket i Borlev fra 1631 til 1639, uden eget bestallingsbrev. Først da faderen døde i Haderslev, fik han sin bestalling, som gjorde ham til kgl. salpetersyder både i Koldinghus len og Haderslev amt. Han kunne således fortsætte arbejdet lige til området igen blev besat, denne gang af svenskerne, i 1644. I disse 12-13 år blev der tilkørt ca. 14.000 tønder salpeterjord svarende til 7000 bondelæs,
Sandsynlig placering af salpeter værk i Borlev
A. Salpeterlade
B. Beboelseshus
C. Sydehus
og at det ikke var uden gnidninger, fremgår af klager, som Aage Andersen fremkom med over for tøjhusets tilsynsførende: »Kongens brev om tilkørsel af brændeved efterkommes ikke. Vognene kommer ikke i tid og kun med 5 eller 6 småkæppe og endda ikke gode« og videre klagede han over manglende mængder jord til sydningen, hvilket tyder på, at bønderne modarbejdede ham.
At forholdet mellem Aage Andersen og bønderne i Borlev var dårligt, er der et andet vidnesbyrd om. I sommeren 1639 rejste de sag mod Aage Andersen på Jerlev herreds ting, »for at han imod alle deres (dvs. bymændenes) hjemmel og minde pløjer og sår på Borlev mark østen, sønden og norden ved det hus, han udi bor, videre end hans formand gjort har, dem til trængsel ogskade«.
Aage Andersen beholdt åbenbart den indhegnede jord, for i 1646 rejste bøndernesagen igen. Denne gang foretog man opmålinger af salpetersyderens gærder både omkring de marker, han brugte, og den jord, der var indgærdet omkring salpeterværkets bygninger. Der er næppe tvivl om, at bønderne har haft ret, men heller ikke om, at Aage Andersen fortsat brugte det indhegnede stykke mark, for sagen rejstes igen i 1653 på samme grundlag. Her fik bønderne lov til som et plaster på såret at have to svin på olden i Hjelmdrup skov. Svenskernes besættelse kom ikke til at betyde ødelæggelse af salpeterværket, mærkeligt nok, da det var af strategisk betydning. Man kunne fristes til at tro, at Aage Andersen reddede sit værk ved at tilbydesvenskerne salpeter. En sådan handling ville dog ifølge hans bestallingsbrev medføre »straf uden al nåde«.
I årene der fulgte, skortede det på vedligeholdelsen på værket, og med minimal produktion og manglende støtte fra lensmanden forfaldt det, indtil en ny lensmand, Steen Bille til Kærsgård, lod det reparere i1653.
Der blev også gjort en indsats fra kongensside for at komme bøndernes manglende samarbejdsvilje til livs, idet der blev udfærdiget regler for kontrol af bøndernes leverancer af jord og brænde. Opfyldte de ikke betingelserne, skulle lensmanden straffe de formastelige syndere.
Noget nyt var, at der nu skulle samles urinved husene to gange om ugen. Urinen skulle bruges til at forbedre den allerede udludede jord i lange salpeterbede i laden, så den igen kunne blive brugbar »salpeterjord«. Om denne ordning blev praktiseret vides ikke. Egnen blev i 1657 igen besat affremmede tropper, denne gang svenskere, og med denne besættelse ophører vor viden om salpeterværket i Borlev. Da krigen var slut i 1659 eksisterede værket ikke længere, og der er heller ikke noget at finde på tryk i regnskaber eller matrikeloversigter. I de næsten 40 år, salpeterværket eksisterede, udvandtes i alt godt 100 c. salpeter af ca.29.000 tdr. opgravet stue- eller staldjord.Det er da en post.
Kilder: Vejle amts årbøger 1913 og 1982.
Links til Vejle amts årbøger:
1913: VejleAmtsAarbog1913/VejleAmtsAarbog1913.pdf
1982: VejleAmtsAarbog1982/VejleAmtsAarbog1982.pdf