Jagtretten
Af Bendt Spendrup Mathiasen
Som en helt naturlig ting anser vi i dag, at ejendomsret og jagtret som hovedregel hører sammen; jagtretten på en fast ejendom tilkommer således ejendommens ejer.
Sådan har det ikke altid været. I løbet af 1500-, 1600- og 1700-tallet. pålagde kongen og også adelen en del jagtbegrænsninger, bl.a. ved at oprette vildtbaner, dvs. store områder, hvor al jagt var forbeholdt kongen og hans jagtfolk. Et sådant vildbaneområde var netop Koldinghus rytterdistrikt. I slutningen af 1700-tallet, var jagten på land stort set forbeholdt konge og adel.
I 1768 solgtes de i rytterdistriktet liggende og af kongen ejede ejendomme på auktion. Øster Starups bønder blev selvejere, men jagtretten, hvad med den? Dette blev afprøvet ved en sag ved herredstinget, som bønderne vandt, men sagen blev anket og blev endelig afgjort ved en højesteretssag i 1837.
Hartkornsejerne i Starup sogn med undtagelse af Starup by, i Vester Nebel sogn, i Ødsted sogn, dog i Hallund by ikkun gårdmand Laurs Madsen, i Alminde sogn med undtagelse af Alminde by, i Hardt sogn, i Bramdrup sogn samt de på Kolding slotsgrund.
Contra
Cammeradvokaten på embedsvegne,
Betræffende jagten på deres fra det forrige Koldinghusiske Rytterdistrikts tilkøbte ejendomme m.v.
Viborg Landsoverrets dom 10de november 1837.
Retten kan ifølge det foran udviklede således ikke være enig med underdommeren, for så vidt han ved den påankede Herredstingsdom har tilkendt de indstævnede den af dem prætenterede jagtret på grund af den hjemmel, som de oprindelige skøder på deres gårde indeholdt, hvorfor og den af de indstævnte påberåbte grund for, at dem tilkommer den omhandlede ret, hentet herfra, at de upåtalt i over hævdstid have udøvet denne ret, nærmere vil blive at undersøge.
Til erhvervelse af en sådan ret, der er udøvet under afbrydelser, kan det imidlertid under enhver omstændighed ikke anses tilstrækkeligt, at den her upåtalt været udøvet i den ordinære hævdsperiode, men hertil udkræves i alt fald den såkaldte præsciptio immemorialis eller at rettigheden har været udøvet i umindelig tid eller som loven udtrykker.
Om det nu og må antages, at en sådan udøvelse af den omhandlede ret i umindelig tid, såfremt den godtgjordes at have fundet sted må kunne komme de indstævnede til gode, uagtet den særegne beskaffenheden ved jagtretten, at hvor den ikke tilkommer andre hører den kongen til, så kan dette dog ikke her gøre noget udslag til de indstævnedes fordel, eftersom rettighedens udøvelse af dem i umindelig tid ikke kan anses godtgjort eller dette factum anses erkendt af det kongelige rentekammer.
Herefter er der i dommens præmisser en lang forklaring om de vidner, som er mødt op for at understøtte hartkornsejernes hævd, ved at vidne om at ejerne har udøvet jagt, så længe vidnerne kan huske og i hvert fald 50 år.
For Øster Starups vedkommende konstateres, at et af vidnernes to afdøde døtre har været gift med hartkornsejere og derfor ikke er et gyldigt vidne.
Der foreligger en skrivelse fra det kongelige Rentekammer til Kammeradvokaten af 9. februar 1833, hvor det hedder at efter den undersøgelse rentekammeret anstillede, fandtes at beboerne selv udøvede jagten på deres jorder, og denne ytring kan ikke indeholde nogen erkendelse af at jagtretten i umindelige tider har været udøvet af ejerne, eller at dette har været tilfældet siden Rytterdistriktets salg, men betyder kun at jagtrettens udøvelse fandt sted på den tid kammeret udførte undersøgelsen.
Endvidere fremlægges en udskrift som viser at jagtretten efter salget af rytterdistriktets ejendomme, af for flere sognes vedkommende har jagtretten været bortforpagtet i 20 år efter 1768.
Ovenstående mener retten beviser, at der ikke er ført bevis for, at hartkornsejerne har udøvet jagtretten i umindelig tid, hvorfor herredstingets afgørelse trækkes tilbage. Og de indstævnede har at udrede til kammeradvokatens fuldmægtige såvel ved over- som underretten 20 rigsbankdaler sølv til hver. Det stemplede papir har i sagen her for retten så rigeligt været forbrugt.
Thi kendes for ret.
De indstævnede hartkornsejere i Starup sogn med undtagelse af Starup by, i Vester Nebel sogn, i Ødsted sogn, dog i Hallund by ikkun gårdmand Laurs Madsen, i Alminde sogn med undtagelse af Alminde by, i Hardt sogn, i Bramdrup sogn samt de på Kolding slotsgrund, bør være uberettigede til at udøve den i sagen omhandlede jagtret på deres uindhegnede marker, hvorhos de udrede salarium til kammeradvokatens fuldmægtige for under- og overretten. Prokuratorerne Hendel og Nyboe med 20 rigsbankdaler sølv til hver.
Det idømte at udrede inden 8 uger efter denne doms lovlige forkyndelse under adfærd efter loven.
Bønderne fik altså ikke lov til at gå på jagt på deres egen jord, de måtte vente til jagtloven af 1851 ophævede kongens privilegier, og jagtretten knyttedes atter til ejendomsretten.
Ordforklaringer:
Rentekammeret tog sig af økonomiske og materielle anliggender under enevælden, herunder også kongens privilegier.
Kammeradvokaten er advokat for statskassen.
Rigsbankdaler sølv, valuta indført efter statsbankerotten i 1813, kunne indløses med sølv, i modsætning til seddelpenge. For 1 rigsbankdaler kunne man i 1937 i Odense leje arbejdsmand i 3 dage.
Hartkornsejere er ejere af jord/landbrug.
Hævd er anerkendelse af brugsret, ifølge Chr.V danske lov vindes hævd, hvis en råden har fundet sted mindst 20 år. Hvis råden er vanskelig at bevise,
kræves at den retsstridige råden har været udøvet i alderstid, hvilket vil sige minimum 40 år.
Prokurator er sagfører.
Kilde: Samling af Højesteretsdomme 1834 1845.