1848 – Optakt Krigen var egentlig en borgerkrig, hvor den Slesvig-holstenske oprørshær kæmpede mod den danske regering, idet tyske nationalliberale slesvig-holstenere krævede Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat. Den danske, nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne, det vil sige at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens man ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg). I krigens første år foregik kamphandlingerne i Sønderjylland, 9. april slaget ved Bov, 23. april slaget ved Slesvig, hvor den preussiske general Friedrich Wrangel i spidsen for en tysk forbundshær på over 30.000 mand, pressede størstedelen af den danske hær tilbage, en del gik til Sundeved og en del blev overført til Fyn. Nu lå Syd Jylland åben for Wrangel, han rykkede nord på med sine preussiske og slesvisk-holstenske styrker. Dette protesterede prinsen af Nøhr imod, for såfremt Wrangel ville overskride grænsen mellem Slesvig og Nørrejylland (grænsen til Kongeriget), ville det ændre den politiske situation, fordi oprørerne ikke havde til hensigt at angribe kongeriget, men kun sikre Slesvig-Holsten mod danskernes militære indgriben. Wrangel overhørte imidlertid prinsens indvendinger og gik 2. maj over Kongeåen og besatte den sydlige del af Nørrejylland, herunder den rømmede fæstning Fredericia. (Der var dog kampe udført af den tilbageblevne styrke på Als og Sundeved, som havde til hensigt at afskære general Wrangels forsyningslinjer, den 28. maj slaget ved Nybøl, 5. juni slaget ved Dybbøl. De sidste to kampe faldt ud til danskernes fordel, og vakte begejstring blandt den danske befolkning). Det sydlige Jylland blev hårdt tynget af den tyske besættelse, den 1. Maj udsendte Wrangel et åbent brev til Jyllands indvånere.
I brevet stod at læse: En tysk sejerrig hær vil i morgen overskride eders landsgrænse; ikke i fjendtlig hensigt kommer den til Eder, derfor tilråder jeg Eder: bliv i Eders fredelige boliger, flyr ikke med kone og børn fra det Eder så kære arnested, Jeg, den højstkommanderende ved armeen, indestår Eder for, at Eders person skal være os hellig, og Eders ejendom og Eders nationalfarver skulle blive beskyttede imod hver vilkårlig behandling, så længe hæren opholder sig indenfor Eders lands grænser; men jeg kan ikke fritage Eder for, at tilvejebringe hærens fornødenheder, og hertil behøver jeg i Eders egen interesse Eders lovmæssige øvrigheds medvirken. Derfor opfordres herved alvorligen alle kongel. danske civiløvrigheder, at blive på deres post og at fremture i at efterkomme deres pligter og forbindtligheder. Ligeledes opfordrer jeg gejstligheden til at blive i deres sogne og at anvende hele deres indflydelse til deres menigheders beroligelse. Skulle de kongel. danske øvrigheder ikke efterkomme denne forskrift, så ere de værste følger uundgåelige for Eder, fordi mine tropper da nødsages til selv at indkvartere sig og selv at tage sig alle til deres livsophold henhørende midler efter eget lykke, hvorved der med den bedste vilje ikke altid kan sættes skranker for vilkårlige og uordentlige gerninger. Men al den ulykke, som deraf kunne følge, ville udelukkende tilskrives Eders øvrighed, der forlader Eder i Trængslernes øjeblik.- Jyllændere! Modtager gæstfri mine tropper: I såvel som Eders kone og børn ville da være ligeså trygge midt iblandt de ædle tyske krigsfolk, jeg er så lykkelig at anføre, som iblandt Eders egne brødre. Hovedkvarter Christiansfeldt den 1. Maj 1848 Overbefalingsmanden over armeen Wrangel Kongelig preussisk general af kavaleriet.
Der er ingen tvivl om at proklamationen er blevet diskuteret i de små hjem, de fleste har sikkert fulgt henstillingerne af frygt for konsekvenserne. Det kom ikke til oprør eller kamphandlinger mod besætterne; men som altid når en fjendtlig hær skulle ”leve af landet”, ja, så er det borgere og bønder der må holde for, det har givet vakt bekymring blandt dem, som boede tæt ved fjendens fremrykningsveje. Den 2. maj gik den tyske hær over grænsen, for første gang siden Karl Gustafs dage (1659) så jyderne en fjendtlig hær i deres land. Natten mellem den 2. og 3. maj besatte general Bovin uden modstand Fredericia og dagen efter besøgte general Wrangel i egen person fæstningen for at lade det tyske flag hejse over citadellets vold og salutere det med 101 skud. Efter denne bedrift vendte han tilbage til Kolding, hvor han opslog hovedkvarter, og hvor garde-brigaden blev indkvarteret, mens slesvig-holstenerne fortsatte til Vejle, og Insurgenterne (oprører/friskarer) besatte landsbyerne i det vestlige opland. Af og til sendtes opklaringsenheder mod nord, så langt som til Århus for at inddrive levnedsmidler. Insurgenterne vakte særlig harme hvor de kom frem, de har åbenbart kunnet mærke befolkningens had, idet de fandt det nødvendigt at få alle våben udleverede i Vejle. Den 15. maj udsendte kommandanten følgende befaling: Vejle bys indvånere blive herved pålagt, inden i morgen middag kl. 12 at aflevere såvel de endnu ikke afleverede våben som den ammunition, hvoraf de er i besiddelse, navnlig krudt, kugler hagel og knaldhætter. De, som ikke efterkomme denne opfordring, blive arresterede og bragte til Rendsborg fæstning; og det bemærkes, at det ved husundersøgelse vil blive undersøgt, om nogen måtte undlade at aflevere sine våben og ammunition. Afleveringsstedet er i kirkens våbenhus. Vejle, den 15de maj 1848. Commandantskabet.
Egnen i Trekantområdet, Fredericia – Vejle – Kolding blev hårdt tynget af den fjendtlige besættelse, beboerne måtte med tålmod finde sig i overmagten. General Wrangel ventede at det tryk, som den fjendtlige indkvartering udøvede, skulle bringe den danske regering til at give efter for Tysklands krav med hensyn til det slesvig-holstenske spørgsmål. Han bestræbte sig derfor af al magt at udpine landet, og nøjedes ikke med at udskrive fødemidler i rigelig mængde, men forlangte også heste, linned, klæde og læder. De danske myndigheder har åbenbart trådt i karakter, for de nægtede at være ham behjælpelig med disse beslaglæggelser. Det havde til følge, at der blev udsendt militærpatruljer, som tog hvad de fandt, Wrangel holdt hvad han havde lovet,- ville øvrighederne ikke lystre, så tog han selv. Således blev alt færdigt klæde fra klædefabrikken ”Grejs Mølle” beslaglagt. Da den tyske overkommando mærkede, at den ikke kunne få bugt med de danske myndigheders modvilje med at medvirke ved de tyske beslaglæggelser, så besluttedes det at pålægge jyderne en betydelig brandskat. Den 18. maj udsendte general Wrangel fra Kolding et åbent brev, hvor denne beslutning blev bragt til jydernes kundskab.
Jyllands beboere! I 14 dage har nu en stor del af min arme befundet sig på Jyllands sletter; jeg har nøje overholdt det, som min proklamation af 1ste maj d.a. har lovet eder!!, og har selv ikke engang fordret alle fornødenheder for min hær, ligesom jeg ikke heller har ladet eder undgælde for modstand og vrangvillighed, jeg hos flere af eders øvrigheder er truffen på i så henseende. Ved dette bevis på tysk mådehold havde jeg håbet at bevæge eders regering til lige mådehold, til lignende agtelse for tysk privatejendom. Sådant har imidlertid ikke fundet sted. Eders regering vedbliver at lægge beslag på tysk ejendom og at opbringe tyske skibe. Ved denne adfærd tvinger eders regering mig således til at anvende overmagten, til at gøre brug af krigens ret og til i Jylland at søge skadesløsholdelse og vederlag for al den skade, som den tyske skibsfart og tyske ejendele lide på andet sted. Jyder! Eders regering tvinger mig til at pålægge eder en kontribution af 2 millioner Specier*. Denne kontribution skal imidlertid være pant for den skade, som eders regering har tilføjet tysk handel og ejendom. Såfremt eders regering frigiver de beslaglagte tyske ejendele og giver vederlag for den Tyskland tilføjede skade, skulle kontributionspengene også tilbagebetales eder. Ved hjælp af eders øvrigheder agter jeg at fordele denne kontribution forholdsvis ligeligt over de forskellige amter, hvorved jeg vil lægge de nye skatteregistre til grund og fremdeles lade den bestemmelse gælde, at det frie hartkorn betaler dobbelt imod det ufrie, og at veldægtige stiftelsers og skolers ejendomme skulle være aldeles fritagne for bidrag til kontributionen. Når kontributionens beløb ikke er indbetalt indtil den 28de d. m. vil samme inddrivelse tage sin begyndelse. Skulle imod forventning eders øvrigheder vægre sig ved at lette eder denne krigens byrde ved en retfærdig og billig repartion, så vil jeg overdrage dette hverv til pålidelige mænd, og skulle ej heller disse lade sig finde, eller I endog nægte betalingen, så lader jeg mine tropper tage alt, som behøves, hvor det findes. Jeg håber til Gud, at øvrigheden og folket selv ville have tilstrækkelig indsigt til ej at tvinge mig til dette sidste middel; sker dette endda, så må også folket selv påtage sig ansvarlighed for al den elendighed og ulykke, som er uadskillelig fra sådan fremgangsmåde. Kolding den 18. maj 1848. Overbefalingsmanden over armeen Wrangel Kongelig preussisk general af kavaleriet
* 2 millioner specier = ca. 4 millioner rigsdaler. ( For at blive valgt til rigsdagen i 1848 skulle man have en årsindtægt på 1200 rigsdaler) Dette var en meddelelse om organiseret terror rettet mod den menige borger og i særdeleshed mod jordbesiddere (bønder- selvejere og fæstere). Mismodet og angsten bredte sig blandt jyderne, sikkert også i Øster Starup, som kan siges at ligge lige i ”orkanens Centrum”.
General Wrangel truer jyderne med ”at tage selv”
Grundtvig, hvis sønner var draget i felten som frivillige, blev også grebet af mismodet, da han i sit nye tidsskrift ”Danskeren” skrev digtet ”Til Danmark”.
Fædreland! Ved den bølgende strand, i den majgrønne lund, ved det dejlige sund, af de syngende vover omskyllet, sidder bleg du i sorgen indhyllet….. Grundtvigs digt mundede dog ikke ud i mismod; men i tro og fortrøstning.
Fædreland Som på afgrundens rand, midt i Bølgerne blå skal du blomstrende stå, med din maj og med dine kærminder, som en mø med letrødmende kinder; du endnu har det bedste tilbage, det lå gemt hos den gamle af dage!
Selv kongen søgte at give jyderne moralsk støtte, han sendte dem et brev med kongeord, for at vise dem, hvor meget han følte og led med dem. Brevet var tydeligvis også et svar på tiltale, stilet til Wrangels proklamation og trusler af den 18. Maj. Der er ingen tvivl om at kongebrevet er blevet læst op i Øster Starup kirke. Kirken var stedet og præsterne var det offentliges informanter på den tid.
Trofaste Jyder! Da riget for 40 år siden blev voldelig overfaldet, måtte Sjælland lige alle krigens rædsler. Denne gang er det eder, som fjenden, som fjenden truer med plyndring og ødelæggelse. For at sønderrive det hellige bånd, der knytter os til vore slesviske brødre, have oprørske landsforrædere hidkaldt en overmodig skare af fjendtlige tropper. For at forsvare os mod det uretfærdige angreb, vi ikke kunne afvende, have vi til lands og til vands kun benyttet de midler, som ubestridt folkeret hjemler som retmæssig krigsbrug; Blokade af fjendtlige havne og opbringelse af fjendtlige skibe have vi anvendt med mådehold, der svarede til vor længsel efter snarlig fred. Det er derfor et dårligt påskud, mår fjenden heri søger en hjemmel for at brandskatte eder. Holsten og Slesvig overfaldt han under det falske foregivende, at det skede i dets retsmæssige herres navn. Til eder kom han med løfte om sikkerhed for person og ejendom. Nu ser I, hvorledes han holder sit ord.
Trofaste Jyder! Eders konges hjerte bløder ved at se, hvor hårdt i ere betrængte. Men værer standhaftige i nødens stund. Endnu findes troskab mod givne løfter og ridderlig højmodighed dér, hvor magten er til at opretholde folkerettens og lovlighedens herredømme. Ædle, deltagende naboerruste sig til kraftig bisrstand, som snart vil stå ved vor side. Og snart vil vor egen tapre hær være i stand til med nytte atter at optræde på kamppladsen. Da kommer frelsens stund, den længselsfuldt påkaldte, der skal udfri eder af fjendevold. Da kommer oprejsningens stund, der skal læge de sår, en retløs fjende har tilføjet eder. Stoler på eders konge, som aldrig skal forlade eder! Men stoler frem for alt på Gud og vor retfærdige sag! Kristiansborg Slot, den 24de maj 1848. Frederik R. A. W. Molkte.
Nationalfølelsen var stor på den tid, også i Øster Starup, så kongens ord har sikkert opildnet borgerne til at udstå prøvelserne, i hvert fald nåede Wrangel ikke af få inddrevet den krigsskat, han havde afkrævet jyderne. Allerede den 25. maj blev Wrangel af Rusland tvunget til at rømme Jylland, idet en besættelse af Danmark ville få den konsekvens, at Rusland måtte bryde med Preussen. Kampene ebbede ud og den 26. august blev der indgået våbenhvile i Malmø.
1849 -Våbenhvilen opsiges
Den 26. februar 1849 blev våbenhvilen opsagt fra dansk side. Den 3. april begyndte krigen igen med en sænkning af to danske skibe under en mislykket manøvre i Eckernførde fjord, linjeskibet ”Christian 8” og fregatten ”Gefion” , deres besætninger enten omkom eller blev taget til fange. På årsdagen for slaget ved Slesvig led den danske hær nederlag i slaget ved Kolding. Kolding var blevet erobret af slesvig-holstenerne den 20. april. Det havde været muligt, fordi der kun lå en mindre styrke af danske soldater i byen. Tre dage senere forsøgte danskerne at tilbageerobre byen. Man angreb med flere tusinde soldater fra flere sider. Fjenden rådede imidlertid over langt flere soldater og kanoner og var desuden blevet advaret inden angrebet. Derfor tabte danskerne.
Jens Sagers erindringer om slaget ved Kolding
Jens Sager (f.1875) fortæller i sine erindringer, at vognmand Hans Daugaards gård i Kolding blev skudt i brand under slaget om Kolding, derfor måtte familien flytte til Fredsted, hvor de havde familie. Jens Sagers erindringer er ganske korrekte. Den 9. maj meddeler Vejle Amts Politiske Avis og Avertisimentstidene: ifølge en meddelelse fra officiel kilde, at der er i Kolding 17 mænds ejendomme enten ganske eller tildels afbrændte; disse er: 1. Købmand Aagaard hans stald, pakhus og lade. 2. Agent Wissing lidet af hans pakhus. 3. Farver Uzon, hans hele gård. 4. Bager Windeløv, hans baghus, noget af halvtaget, og noget af forhuset. 5 Købmand Warming, hele hans gård. 6. Slagter Pressel, hans forhus. 7. Skomager Vægel, lidet af hans hus. 8. Vognmand Johan Daugaard, hans lade, stald og noget af halvtaget. 9. Maler Aagaard, noget af hans baghus. 10. Købmand R.P. Hansen, hans hele gård. 11. Møller Lange, hans hele gård. 12 Vognmand Hans Daugård, hans hele gård. 13. Vognmand R. Andersen, hans hele gård. 14. Prokurator Schwendsen, lidet af hans forhus. 15. Værtshusholder Kramers enke, hendes hele gård. 16. Stadshauptmand Boech & skibskaptajn Hoffding, deres baghus i Slotshaven. 17. Møller Schwendsen, hans udenfor byen beliggende mølle, Slotsmøllen kaldet. Foruden de brandlidte, der næsten har mistet alt hvad de ejede, med undtagelse af købmand R.P. Hansen, der fik nogle varer og lidt indbo reddet, havde desværre de fleste af byens indvånere lidt et meget betydeligt tab, da mange gårde og huse er blevet stærkt beskudte og deres indbo og effekter ødelagte uden at være kommet i brand. Heldigt at Hans Daugaard kunne flytte til familie i Fredsted, de øvrige skadelidte har sikkert også søgt venner, familie og naboers hjælp. Bykamp koster altid materielle værdier, men hvordan havde de stakkels koldingensere det, da kampen var på sit højeste?
Gadekampe i Kolding Natten mellem den 23. og 24. april bivuakerede 5. Dragonregiment under tilbagetrækning i området omkring Ågård.
Natten mellem den 23. og 24. april bivuakerede 5. Dragonregiment under tilbagetrækning i området omkring Ågård. Soldater fra 5. Dragonregiment 1845.
Slaget ved Alminde og Øster Starup. Efter slaget ved Kolding var den danske hær trukket nord på, I de første dage af maj besluttede overkommandoen at indtage en fremskudt og truende stilling med hele den danske styrke. I den anledning fik Olaf Rye den 3. maj ordre til at rykke frem til en stilling bag Alminde dalen og støtte sin venstre fløj til 4. Brigades højre fløj, som stod i området omkring Møsvrå. Hans forposter skulle fremskydes til en linje fra Vester Nebel, syd om Dons sø til et punkt sydøst for Lilballe. Tidligt om morgenen den 3. maj rykkede Ryes korps frem i to kolonner. Den vestlige kolonne bestående af 7. og 12. Bataljon, 1. kavalleribrigade og 4 kanoner fra Haxthausens batteri, rykkede frem fra Nørre Vilstrup over Ammitsbøl til Ågård, hvor de gik i stilling og skød fremskudte styrker frem til Elkjærsholm og Dons Mølle. Den østlige fulgte hovedvejen mod Kolding. Det var en temmelig stor aventgarde (forspids) bestående af 2 kompagnier fra 1. Jægerkorps, 2 kompagnier fra 4. reservebattaillon, 2 eskadroner fra 6. Dragonregiment og 2 kanoner fra batteri Haxthausen. Denne kolonne stødte syd for Blåkjærskov på et fjendtligt rekonoceringskommando på 5 kompagnier, 3 eskadroner og 4 kanoner. Avantgarden foldede sig ud på begge sider af vejen og angreb uden tøven fjenden, som trak sig tilbage og gik i stilling syd for Alminde Hule. Avantgarden fik forstærkninger med 2 kanoner og en eskadron (rytteri) fra hovedstyrken. Et kompagni sendtes øst om Viufgård og over dalen for at angribe fjendens højre flanke, 4 kanoner sattes i stilling på højene langs hovedvejen, dette fik fjenden til at opgive sine stillinger og han trak sig stadigt småt kæmpende tilbage, forfulgt af avantgarden til Lilballe, hvor denne gjorde holdt og udstillede forposter.
Under rubrikken Fædrelandet skriver avisen: Vejle dem 4de maj. Nyeste efterretninger fra krigsskuepladsen. Efter at vi havde haft det temmelig roligt hos os i nogle dage, foretog i går en del af vor arme’, som her siden den 23de f. m. har cantonneret, en fremragende bevægelse. Avantgarden stødte på fjenden ved Blåkær skov, hvor han ved vor nærmelse ilsomt flygtede og fandtes at ville standse ved Alminde, man da også der et par kononskud var affyrede på ham forsvandt han straks. En afdeling af vore, der var gået vestligt om, traf fjenden ved Ågård; her retirerede han ligeledes og tabte ved Dons 3 fanger, iblandt hvilke var en preussisk officer. Samtidigt hermed rykkede en del af vor styrke, ud fra Fredericia. Første reserve Jægerkorps og 6te res. linjebataljon traf fjenden i Taulov by, han rekognoscerede her med 3 bataljoner, 4 kanoner og noget kavaleri. Han kastedes straks ud af Taulov, og retirerede over Gudsø, modtog han der en varm hilsen fra vore kanonbåde, og led et meget betydeligt tab, efter hvilket han i stor uorden og meget nedslået kom tilbage Kolding med 11 læs sårede og døde. blandt de sårede befinder sig en preussisk officer (en polak) der havde været med som tilskuer og som havde fået det ene ben afskudt. Tilbagetoget havde megen lighed med en flugt, thi mange kom uden chakoer og tornystre, af hvilke sager flere læs siden indbragtes. Vort tab var for afdelingen 1 let såret; fra den fra Fredericia efter sigende 2 døde og 9 sårede. Fjendens tilbagetrængte stilling er nu omtrent den samme som 23ende f. m. hans forposter står ved Bramdrupdan, Hvidsminde og henimod Vester Nebel: Vore forposter tæt op imod ham: Fjenden arbejder uophørligt på Koldings befæstning, de gamle slotsruiner forsynes med kanoner, og der er der opført stilladser, på hvilke infanteriet kan stå og skyde ned, mange huse nedrives for ikke at stå i vejen for forsvarsanstalterne; andre forvandles til kasteller, idet vinduer tilmures og skydehuller anbringes; det skal f. ex. ske med hospitalet. Der arbejdes især om natten, og med megen hemmelighedsfuldhed. Dette er især tilfældet i konsul Wissings have og Gøhlmanns teglværk, man mener at der anlægges miner. Bonin* har nu sit hovedkvarter på latinskolen. Han kom med 12 adjudanter og 30 tjenere. Zastrow* er stedse den fine mand; hans hjerte bløder ved alle de ødelæggelser som ske i Kolding, og hvilke han selv anordner; han skal således have ytret, at det var efter Bonins befaling, men efter hans egen at byen blev skudt i brand. Uagtet der, som tyske aviser selv fortælle, er foretaget flere arresteringer formeldst skete småplyndringer, skulle sådanne dog endnu ske af og til, når humøret ikke er godt, og det især i huse, hvor indvånerne er flyttet fra. Enkelte steder sættes en sauergarde i huset, men det sker nok ej så meget i dansk som i tysk interesse. Således er Stadshauptmand Borchs varelager bleven forseglet, men det er nok sket for at officererne og navnlig generalen ikke ved en alt for communistisk anvendelse af samme skulle komme til at mangle vin og andre gode sager.
*Bonin, tysk general. *Zastrow, oberst, kommandør for insurgenterne.
Mærkeligt nok beretter avisen ikke om de senere hændelser i området. Måske på grund af de problemer krigen kan have medført, normalt udkom avisen med tre numre om ugen, men i denne periode kunne der gå uger mellem numrene. Og som avisen meddeler den 9. maj ganske lakonisk: Vor by blev i går middags occuperet af preussiske tropper. En levende kamp fandt sted udenfor Nørreport, hvis resultat vi endnu ikke kunne meddele – Med hensyn til avisen, da vil denne vedblive at udgå (udkomme), sker det mindre regelmæssigt – tildels en følge af den hævede postforbindelse – da skulle, når denne genoprettes, ekstra-numre erstatte det manglende.
Krigsfanger
På samme side som
flyvebladet er der en interessant artikel om en fange ankomst fra Kolding til
Vejle. I alt 82 ”tyskere” taget af danskerne. Der nævnes hvorfra fangerne
stammer, og det konstateres, at stort set alle kommer fra Holsten og Syd
Slesvig. Avisen konkluderer, at den
formodning ligger nær, at insurgent regeringen ikke udskriver mandskab nord for
Flensborg, eller også, hvad der er rimeligere, kun anvender dette mandskab til
tjeneste i Rendsborg og andre steder, da det ikke er så ganske at stole på i
felten. Fangerne beskrives som beskedne, ikke forknydte og enkelte har erklæret,
at de med magt er borttagne til krigstjeneste. Blandt fangerne var der også to
matroser som i fjord deserterede fra ”Hekla”, og som efter sigende skulle være
fanget på Fyn, og fremdeles en spion – en sønderjysk bondekarl fra Gram i
Haderslev amt, der for 30 sølvpenninge har solgt sine landsmænd. Den
forsamlede mængde som omgav og fulgte vognene ved ankomsten, skal også
lydeligt have tilkendegivet ham sin forbitrelse, og en stærkt bygget almuemand
skal have tiltåbt ham:
”Din tyveknægt,
havde vi dig bare hernede, der skulle ikke blive levnet et helt lem i din
syndige krop.” Han sad nemlig i sin jyske bondedragt, og det tusindtungede
rygte havde allerede fortalt slyngelens niddingstreg;
Men han måtte takke Gud for
at
der var væbnet eskorte.Ingen tvivl om at
sindene var i kog hos borgerne nord for rigsgrænsen og forbitrelsen var stor
over landssvigere. Det er sikkert også rigtigt, hvad avisen konkluderer, at
tvangsudskrevne soldater fra egnene i Sønderjylland, op mod rigsgrænsen ikke
indsattes i direkte kamp mod den danske hær.
Men, trods kamphandlinger i trekantsområdet, så skulle dagligdagen fungere.
Sammen med krigsberetninger bringer avisen stillingsannoncer: ” En dreng der
skriver og regner godt” kan få plads på postkontoret i Vejle. Skomagermester
Frederik Møller meddeler, at han er flyttet til Grønnegade hos Jomfru Monrad
og anbefaler sig til sine ærede kunder med alt til sit fag hørende.
På Haraldskjær kan bønderne købe toradet sædebyg for 3 rigsdaler pr. tønde.
Skipper Hvid meddeler, at han med sit skib ligger i København, med snarlig
afgang til Vejle og omliggende steder. Tobakshandler Heilmand holder tobaks –
og cigar udsalg af Islandsk Bergamot og Macuba snus og ægte Havanna cigarer i
kasser a’ 100 stk. og forskellige sorter røg – og skråtobak, som er nyligt
arriverede. Og sådan går livet tilsyneladende videre i købstaden, på trods
af krigshandlingerne i området.
Begravelser
Til forskel fra de tidligere krige i området er det ikke i så høj grad civilbefolkningen det går ud over, krigen er blevet mere ”gentleman like”. Mandag den 25. juni begravedes i Vejle soldat Nicolai Hansen Merildsholt. Han havde haft et meget farligt skudsår gennem underlivet og var næsten opgivet af lægerne; men hans tilstand bedredes imidlertid, og da han havde levet i to måneder, glædede man sig ved det håb, at han skulle være helbredt. Han døde desuagtet den 22ende. Han havde under sin lange sygdom modtaget mange beviser på deltagelse fra byens borgere, der ydede på enhver måde kærlig pleje. Han udtalte før sin død sin varmeste tak og glæde herfor. Han ledsagedes til graven af et meget talrigt følge fra alle klasser; foran hans blomster og kranse smykkede kiste gik 12 sortklædte piger, som efter at byens sognepræst havde holdt tale ved graven, strøede blomster og kranse i graven. Utallige af de her liggende preussiske tropper som havde sluttet sig til følget bevidste deres faldne fjende den ære, at kaste de første skovlfulde jord på hans kiste.
Således beretter Vejle avisen, jo, man respekterede og ærede sin fjende, man kunne næsten forledes til den opfattelse, at der her havde været tale om en sportsdyst og ikke en blodig krig.
Den 28. april berettes om en begravelse i Fredericia. I går stedes der til jorden 3 officerer og 21 mening af vore i kampen den 23ende faldne krigere. Det var et højtideligt og hjertegribende at se dette ligtog. I spidsen gik et musikkorps på 40 mand, derefter 2 premier-marschaller; Nu kom ligene af de 3 officerer bårne af officerer og underofficerer, derpå de 21 menige bårne af deres kammerater. Alle kister vare smykkede med myrtekranse med røde og hvide bånd. herefter fulgte atter 2 marschaller og derpå et overordentligt stort følge, bestående af overgeneralen tillige med de herværende officerer, herefter en stor del borgere. Alle lavene med deres faner og søfolkene med Dannebroge, hvilke sidste sluttede toget. Ved kirkegården modtoges ligtoget af 25 sortklædte piger, som gik foran og bestrøede vejen til graven med grønt og blomster. Efter 2de taler var holdte over de afsjælede krigere, sluttedes højtideligheden med 3 salver, som udgjorde 300 skud – samme dags eftermiddag begravedes 2 faldne tyskere.
Som dødsdag nævnes den 23.-24. og 25. april, at alle er døde ved slaget i Kolding den 23. april, under navn står 20 menige der faldt ved slaget om slaget ved Kolding. Der er ikke som normalt, anført navne, alder, fødested eller lignende. I feltet over de 20 begravede er der en menig som er identificeret ved navn og militær tilhørsforhold.
De tre officerer optræder med grad og militær tilhørs forhold. En enkelt med alder og fødested, og med navne V. Bonnichsen, Meinicke og v. Mammen. Det har åbenbart ikke været de kirkelige myndigheders opgave at registrere de sædvanlige data i kirkebogen, denne opgave har tilhørt de militære myndigheder. Ligeledes at underrette de dræbtes familier. Det er tankevækkende, at der i begravelsesberetningerne stort set aldrig nævnes noget om de efterladte eller deres deltagelse i ceremonierne. Kun meget få faldne førtes til begravelse på deres hjemegn, mange familier ud over landet har således haft deres kære, familiefædre, brødre og sønner begravet langt fra bopælen.
Der blev udfoldet store anstrengelser for at identificere de danske faldne. i Exam. juris. Vilhelm Cohen’s bøger om »Krigene 1848-1864 og de faldnes Minde«, udgivet på Gads Forlag i 1865, er det lykkedes at finde de tre officerer, der blev begravet i Fredericia den 27. april.
Bonnichsen, Rasmus v., 6te Linie-Infanteri-Bataillon, Capitain, død 25 April,
Mammen, E.W. v., (norsk), 4de Reserve-Bataillon, Secondlieutnant, død 23 April,
Meincke, Johan Christian Julius v., 6te Reserve-Bataillon, Premierlieutnant, død 23 April.
Når vi nu er ved de militære begravelser af faldne, skal der nævnes to, den ene mere makaber end den anden.
Gæsterne i Sct. Michaelis kirke i Fredericia var ved Olaf Ryes begravelse den 8. juli, vidner til et spektakulært skue. Midt for altret stod Olaf Ryes kiste, og i midtergangen var 22 andre døde officerer anbragt siddende på gulvet i deres uniformer med ryggene støttet mod bænkegavlene.
En deltager udtalte:” Det var en besynderlig følelse at gå frem mellem disse lig af mænd, der for størstedelen var ganske unge mennesker, som for få dage siden havde været fulde af liv og kraft. Her lå de nu, de fleste med et udtryk af fast vilje og ophøjet alvor, som ville de sige, at således skulle det netop være.”Efter præstens tale blev Ryes kiste båret ud på pladsen foran kirken og man startede med at lægge de øvrige officerer i kister. 3 kister blev båret ind i kirken af gangen og stillet ved alteret. Officererne lagdes i kisterne en for en. Låget skruedes på, hvorefter en krans og den faldnes kårde blev lagt på kistelåget. Derpå bar 4 mand kisten ud af kirken og anbragte den på vognene udenfor. Kisterne var simple sortmalede fyrretræskister foret med et lag høvlspåner, der dækkedes af et stykke lærred.
Den anden begravelse var på Sct. Michaelis kirkegård i Fredericia af 260 faldne insurgenter (oprørere), som i nattens mulm og mørke mellem den 7. og 8. juli blev stedt til hvile i en fællesgrav uden nogen form for ceremonier eller militær honnør. Pastor Hertel forrettede jordpåkastelsen, efter at have betegnet de faldne som ”forrædere og menedere”, men tilføjede dog, at der var mulighed for tilgivelse hinsides. Insurgenterne var jo Slesvig – Holstenere, der havde svoret den danske konge troskab, og derfor betragtedes de som forrædere og menedere.
Kampene ved Alminde, Øster Starup og Blåkærskov
Tilbage til krigen. Efter at den danske hær havde gennet tyskerne tilbage mod Kolding, var der relativt roligt ved det danske korps. Den omstændighed, at forposterne mod syd stod meget tæt på fjenden, betød at tropperne en stor del af tiden måtte holdes i alarmberedskab. Da general Rye med god grund frygtede at blive omgået på sin vestre flanke, som jo lå helt åben ud vestpå, for omgåelse af hurtigt fjendtligt rytteri, så posterede han en eskadron (rytteri) i Hjelmdrup med feltvagter i Bølling, Fuglsang og Egtved, og lod hyppigt terrænet vest for Vester Nebel Å afpatruljere. Den 6. maj om morgenen lod han foretage en større rekognoscering over Ferup, Ure og Vrå helt til Ribe Landevej, hvor fjendtlige feltvagter blev observeret. Stillingen bag Alminde dalen var i og for sig ikke stærk i fronten, det svageste punkt var som nævnt den vestlige fløj, som svævede frit i luften. Blev det danske korps bundet af kampe omkring Alminde dalen, kunne den overlegne tyske styrke med rytteri med lethed omgå den vestlige flanke og afskære Ryes muligheder for at kæmpe undvigende kamp mod nord. Den 6. maj om morgenen modtoges efterretninger om, at de tyske rigstropper nærmede sig den danske grænse, og at den tyske general Prittwitz havde opslået kvarter i Kolding. Samme dag om aftenen meddeltes, at en større kavaleristyrke havde passeret grænsen ved Foldingbro og Skodborghus og rykkede frem i nordlig og nordøstlig retning. Disse efterretninger skyldtes den dansksindede Hans Krüger fra Bevtoft, som i lang tid havde underrettet Rye om fjendens bevægelser. I forventning om det kommende fjendtlige angreb blev korpsets afdelinger beordrede til at stå på alarmpladsen den 7. om morgenen kl. 4. Styrkerne formeredes således: Avantgarden, under Oberst Flindt ved hovedvejen nord for Alminde dalen: 4. reservebataljon (infanteri) 4 kanoner fra Haxthausens batteri 4 espingoler (flerskudsvåben – forløberen for maskingeværet) 2 eskadroner fra 6. dragonregiment (rytteri) Reserven, under oberst Phaff ved Fredsted og Øster Starup kirke: 6. bataljon (infanteri) 1. jægerkorps (infanteri) 8 kanoner 2 eskadroner fra 6 Dragonregiment (rytteri) Vestlige kolonne, under oberst Juel ved Ågård og Dons Mølle: 7. bataljon (infanteri) 12. lette bataljon (infanteri) 4 kanoner
Det var Ryes Vestlige kolonne ved Ågård og Dons der først blev angrebet, dens forposter trak sig tilbage over Dons Mølle, fjenden udfoldede sig mod møllepasset, men de danske kanoner som var i stilling på højdedragene ca. 300 meter nord for Møllen stoppede fjenden, der udviklede sig en artilleri duel, hvorunder Dons Mølle blev skudt i brand, efter en halv times kamp blev fjendens kanoner bragt til tavshed.
Ejendom skudt i brand. Som det skete med Dons Mølle
Skønt stillingen ved den vestlige kolonne således var god, var der dog stor betænkelighed ved fortsat kamp, idet der observeredes store tyske tropper som rykkede frem mod nord. Det var stadigvæk angsten for at blive omgået der nagede. Klokken kvart over 9 om formiddagen modtog general Rye følgende melding fra kolonnen: ” Det er således afgjort, at vi har rigstropper imod og; det er husarer, vi har forrest som kavaleri, oberstløjtnant Læssøe bemærker en betydelig kolonne, der nærmer sig mod nord; inden kort tid, siger han, ville vi være indviklede i en hård fægtning. Vi må nødvendig trække os tilbage, og det snart. Hurtig meddelelse udbedes.” Imidlertid var også avantgarden ved Alminde blevet angrebet, da blev det Rye klart, at han havde en overlegen fjende imod sig, og da det yderlig blev bekræftet ved meldingen fra Dons, besluttede han at gå tilbage, mens han endnu havde fuld handlefrihed. Den vestre kolonne fik ordre til at gå tilbage til Øster Starup kirke med 7. bataljon og to kompagnier fra 12. lette bataljon og formere sig med en styrke, som fra reserven var skudt frem til Øster Starup som forstærkning, denne enhed skulle derpå fortsætte tilbagegangen i retning af hovedvejen. Resten af vestlige kolonne skulle gå tilbage over Ammitsbøl til Jerlev. Efter styrken var afsendt til Øster Starup kirke, dannede oberst Juel en arrieregarde (bagtrop) af de resterende kompagnier fra 12. bataljon en eskadron rytteri og 2 kanoner under oberstløjtnant Læssøes kommando. Så snart fjenden så at danskerne begyndte at gå tilbage, forsøgte han at trænge over passet ved Dons Mølle; men Læssøe lod hurtigt to kanoner indtage deres tidligere stillinger på bakkerne nord for møllen, og med et par heldige skud lykkedes det at splitte en infanterikolonne, som stormede frem mod passet; da samtidigt rytterne formerede sig til sværmangreb, opgav fjenden forsøget på at komme over, før arrieregarden var gået, og fjenden nøjedes med at følge efter på afstand. Efter at have passeret Nebel Å ved Ågård og efter at have ødelagt broen gjorde arrieregarden atter holdt og tog opstilling nord for åen i Ågård. Under en mindre skytte træfning blev Læssøe stående her ½ time, og fortsatte derefter retræten uden at blive forfulgt.
Omkring hovedvejen fra stillingerne ved Alminde gik Flindts avantgarde, som nu også var blevet til en arrieregarde, tilbage under kamp ad to linjer, der skiftevis optog kamp og skiftevis retirerede.
For at styrken ved Øster Starup kirke kunne nå frem til hovedvejen måtte fjendens hurtige fremrykning mod nord ad hovedvejen standses. Rye lod derfor 1. jægerkorps indtage en stilling i den sydlige udkant af Blækjærskov og langs vejen der går til Fredsted. 2 kanoner kørtes i stilling øst for hovedvejen, omtrent midt i stillingen. 2 kanoner og rytteriet samledes nord for skoven som reserve. Efter at være trængt gennem Viuf Skov, gik Flindt igennem stillingen efterladende 2 kompagnier til forstærkning af stillingen, mens resten af hans styrker gik i stilling sammen med reserven nord for Blåkjærskov.
Fjenden stødte nu på friske kræfter, som gav ham alvorlig modstand, han førte reserver frem for at forstærke kamplinjen, der udviklede sig en artilleriduel mellem de tyske og danske kanoner. de danske kanoner var stærkt generet af fjendtlige skytter som i det ”krøllede” terræn kunne nærme sig på kort hold.
Fra Viuf skov søgte et fjendtligt kompagni at omgå Ryes østlige flanke; men et af jægerkorpsets reservekompagnier blev sat ind og standsede for en kort tid den fjendtlige fremrykning. De fremskudte kanoner blev af de fjendtlige skytter tvunget til at gå tilbage. Da presset også blev genoptaget ved den østlige flanke, måtte den fremskudte stilling opgives. Under stadige kampe gik jægerkorpset og de 2 kompagnier fra 4. reservebataljon tilbage gennem skoven til dens nordlige udkant, hvor to andre kompagnier fra reservebataljonen forstærkede stillingens fløje og bragte kampen til ophør i nogen tid.
Imidlertid var de resterende afdelinger fra Øster Starup kirke, via Øster Starup og Nørremarken kommet frem til hovedvejen, Rye lod dem indtage en stilling ved Blåkjærhus (Bassehus) på begge sider af vejen med Haxthausens kanoner i midten. Noget længere tilbage opmarcherede 3 eskadroner fra 6. dragonregiment og 4 kanoner.
Kampene i nordkanten af Blåkjærskov rasede videre, det syntes som fjenden ikke formåede at trænge gennem i fronten, hvorimod han havde fremgang på flankerne især den vestre. Rye anså det ikke for hensigtsmæssigt under disse forhold, at fortsætte kampene omkring skoven og gav kl. halv tolv 1. jægerkorps og 4 reservebataljon ordre om at gå tilbage gennem stillingen ved Bassehus og formere sig nord for dette. Under voldsom beskydning iværksattes tilbagetrækningen, fjenden fulgte tæt efter, men han kom under artilleriild fra Haxthausens kanoner, som bragte ham til standsning. Mellem Haxthausens batteri og et fjendtligt som prodsede af lige nord for skoven, udspandt der sig nu en artillerihamp, under hvilken oberst Flindt fik ordre til at gå tilbage til vandløbet syd for Højen. Kl. 14.30 fulgte generalen efter med hovedstyrken under dækning af 6. bataljon. Bag Mørkedalen nord for Højen indtog han en stilling, hvor også Flindts kommando blev trukket til. Omkring kl. 3 var hele Ryes korps samlet med undtagelse af kommandoet under oberst Juel, og da fjenden tilsyneladende havde stoppet forfølgelsen, fortsattes tilbagetoget til nord for Vejle.
Kommandoet under Juel gik fra Øster Starup til Jerlev og over Vejle Å ved Haraldskær.
Broerne ved Vingsted Mølle, Kobbermølle og Haraldskær blev ødelagte.
Samtidigt med at Rye havde kæmpet ved Alminde og Øster Starup, havde general Bülow kæmpet bravt på Ryes østre flanke ved Gudsø og Eltang, hvor også han var tvunget tilbage til fæstningen i Fredericia. Rye kunne nu fortsætte den undvigende kamp nordpå til Helgenæs. For senere at komme de indesluttede til hjælp i Fredericia, ved det vellykkede udfald den 6. juli 1849, hvor blandt andre general Rye faldt.
Før kampene omkring Øster Starup helt skal forlades, skal der berettes om en tapper jægers indsats under kampene syd for Blåkærskov den 7. maj. Overjæger Eduard Balthasar Larsen havde sammen med en lille deling danske jægere post den pågældende dag. Og da tyskerne rykkede frem ad landevejen, lå de øvrige danske jægere og ladede, mens den nævnte overjæger stod oppe på vejen og affyrede geværerne, hvorved mange tyskere faldt, men den tapre overjæger ramtes omsider af tyskernes kugler, og begravedes på stedet. – Dette er i 1890 fortalt af Jakob Krestensen.
I en artikel i bladet ”Fædrelandet” 18. april 1850, udtaler brødrene Hans Peter Jørgensen og Niels Jørgensen:” Den 7. maj efter træfningen i Blåkærskov, talte alle de indkvarterede preussere ideligt om den tapre dansker, der havde tilføjet dem så mange følelige tab. De havde nemlig fortalt, at i længere tid havde han haft flere soldater til at lade geværerne for sig, medens han afbrudt fyrede, indtil de til sidst trak sig tilbage fra det farlige sted, Selv ene vedblev han længe at lade og fyre, kun lidt beskyttet af en fremstående grøftekant. Indtil tyskerne, der længe af tysk ædelmod ikke nænnede at skyde den tapre Dansker, mærkede at de andre tropper både til højre og til venstre var rykket langt fremad. Da sagde to af de bedste skytter til hinanden: ”Vil du først eller skal jeg?”, og den ene skød ham en kugle gennem tindingen, netop som han bed en patron af, han faldt da død om på stedet. Hvor mange han havde skudt havde de ikke fortaltog ikke heller om der blandt dem var officerer, medens det er dog vist, at en død officer blev båret ind i et hus i nærheden. Ovennævnte to beretninger findes på en informationstavle ved krigergraven syd for Blåkærskov
Endvidere står der på tavlen: TIL MINDE OM Overjæger Eduard Balthasar Larsen Født i København den 8. december 1826 Faldt ved Blåkjær Skov den 7. maj 1849 Overjæger Larsen faldt og er begravet på dette sted.
Pladsen til anlægget blev skænket af den daværende ejer: Gårdejer Martin Hansen, Viuf Skov.
Kort efter den 7. maj blev der lagt et vers på graven: Her hviler sødt i fred en Danmarks tapper kriger. Han tro til døden stred for Konge, land og rige. Han svigted ej sit ord, sin pligt, sin æres ed, før fjendens kugler ham til jorden strakte ned.
Eduard var ikke ukendt med krigshåndværket, hans far var sergent ved 1. livregiment i København, ved folketællingen 1834, er han 8 år og bor sammen med sin familie i Rosengade.
Eduard Balthasar Larsens var ikke den eneste, der faldt ved Blåkærskov, der er mindesmærker for to andre jægere og en preussisk officer.
Mindesøjlen på Alminde kirkegård over underjæger O.K. Kristensen Kirkensgaard, der faldt i træfningen ved Blåkærskov. På søjlen står: O.K. KRISTENSEN KIRKENSGAARD 1. IÆGERKORPS, 3. COMP: N: 99 FALDEN 7. MAI 1849 I BLAAKJÆRSKOV. Nederst i et skjold: SAT AF ALMINDE SOGNS BEBOERE 1874. Mindesøjlen af rød sandsten, der på toppen er forsynet med en kanonkugle, er sat af Alminde sogns beboere i 1874 til minde om underjæger O.K. Kristensen Kirkensgaard, der faldt i træfningen mellem danske og prøjsiske soldater den 7. maj 1849 i Blåkærskov.
Den preussiske officer som brødrene Hans Peter Jørgensen og Niels Jørgensen fortæller om, der blev båret ind i et hus, i forbindelse med overjæger Eduard Balthasar Larsens modige kamp ved Blåkærskov, kan være artilleriløjtnant Rudolf v. Schmeling af 1. prøjsiske Artilleribrigade, der faldt ved Viuf den 7. maj 1849. Og som prøjsiske soldater i 1864 satte et jernkors til minde om på Kolding gamle kirke
De militære operationer er nedskrevet til mindste detalje i de militære annaler; men der er sjældent noget om civilbefolkningen. Selv om det var meget store styrker, som deltog i kampene omkring Øster Starup, så er der ikke beretninger om danske faldne udover de 3 som faldt i kampene ved Blåkærskov. Kirkebogen i Øster Starup har ikke registreret faldne. Dons Mølle blev skudt i brand; men der er ikke vidnesbyrd om andre skader. Befolkningen har sikkert holdt sig inden døre. Det var undvigende kamp, de danske styrker førte, den er karakteriseret ved, at man ikke binder sig til fjenden, altså ikke går i nærkamp; man udfører ildoverfald – frigører sig med hovedstyrken, mens en mindre arrieregarde holder fjenden beskæftiget, til hovedstyrken er på plads ved næste ildstilling.
Jens Sagers beretning
Der findes dog en lokal beretning fra tiden omkring slagene. Det er Jens Sagers erindringer, som findes på Øster Starup lokalhistoriske arkiv. Jens Sager født 1875 på Skovlykke i Fredsted fortæller om sin far Niels Andersen Sager født 1833: 6. juli 1848 arbejdede de i engen, og fader fortalte, at op på dagen kom tyskerne forbi i små flokke, men de var ikke så højrøstede som ellers, de flygtede jo hjemad fra Fredericia, vi har mange gange ellers slået eller revet hø i engen 6. juli. Han fortsætter: Der var jo en træfning i Blåkærskov, en gang. Og da de begyndte at skyde derude, udbrød fader: ” Det har jeg drømt i nat”. Da træfningen var ovre, skulle de ud at se til fårene, der stod tøjrede derude, og regnede med at de var langt borte, men de stod tøjrede, hvor de var sat. (Sagers far var kendt for at drømme om ting, der ville ske.) Kampene var åbenbart ikke så voldsomme, at fårene tog notits af dem.
Jens Nielsen Daugaards beretning
En anden Fredsted beboer, Jens Nielsen Daugaard (1845 – 1928) født på Toftvang, fortæller lidt om hvordan krigen påvirkede lokalbefolkningen: ”Da jeg var tre år kom krigen i 1848 med vekslende indkvartering af tyske og danske soldater, men jeg mindes kun, at jeg i 1949, den 7. maj var med på vognen, som kørte familien (undtagen fader) vestpå for at undgå overlast fra tyskerne. Vi børn blev båret over en afbrudt bro på et gangbræt, og det indtryk jeg fik ved at se ned på den brusende strøm, husker jeg tydeligt. Åen var ved Tørskind, i nærheden af Vingsted. Vi blev modtaget som gæster på en gård ved Ravning i to dage, inden vi kørte hjem igen”. Den 7. maj var netop den dag, kampene stod omkring Blåkærskov. Beretningen fortæller, at i alt fald nogle bragte sig i sikkerhed ved at tage bort fra begivenhedernes centrum og at broer på egnen var afbrudt for at sinke fjendens fremrykning. Jens Nielsen Daugaard fortæller også at opbakningen til kongen må have været stor, idet han i sin fars papirer har fundet en fortegnelse over bidrag, som beboere i Fredsted by og mark har givet til en hest, som Fredsted gav kongen i anledning af krigen.
1850 Efter det vellykkede udfald fra Fredericia den 6. juli 1849, luskede de preussiske styrker hjem. Den 10. juli blev der i Berlin truffet en 6 måneders våbenstilstand mellem Danmark og Preussen. De slesvig-holstenske oprørere fortsatte krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under Slaget på Isted Hede kæmpede 40.000 danske soldater mod 34.000 tyske slesvig-holstenere, og da slaget sluttede 12 timer senere var resultatet 5.500 døde og sårede. Blandt de faldne var bl.a. general Schleppegrell og oberst Læssøe.
Læssøe
I oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger, da de slesvig-holstenske tropper angreb Frederiksstad.
Byen blev svært ødelagt, men angrebet var en fiasko. Ved en overenskomst i Olmüts i november 1850 tvang Tzar Nicolaj Preussen til at opgive planerne om tysk enhed, kort efter nytår 1851 blev den slesvisk-holstenske hær opløst og regeringen ophævet. Danmark var sejerherre ved Isted; men det beroede på stormagterne om Slesvigs tilknytning til Danmark kunne sikres ud i fremtiden.
Tiden ville komme til at vise det?
